Den økologiske svineproducent Johannes Jensen er pionér i et projekt med store perspektiver.

Således har han investeret cirka 40.000 kr. i udstyr, der kan omdanne rapsen fra markerne til proteinkager og rapsolie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Grisene får rapskagerne og traktoren får rapsolien.

- Jeg var irriteret over at skulle sælge raps for 1,15 kr. og så købe rapskager for 1,35 kr., hvor de havde taget den gode olie fra til sig selv. Derfor gik jeg i gang med det her projekt, forklarer Johannes Jensen.

Han har fået Rimmerhus Maskinforretning til at sætte en ekstra brændstoftank, en varmeveksler og ventiler ind i sin traktor, så den i dag er i stand til at køre på rapsolie. Den løsning kan fås for cirka 20.000 kr.

- Økonomisk løber det rundt til brug i traktoren. Men hvis biler, der kører på rapsolie, bliver fritaget for afgift, regner jeg med, at der kan blive lidt fortjeneste i det, siger Johannes Jensen.

300 timers erfaring

Traktoren starter på diesel, og når den er varmet op, skifter Johannes Jensen med en kontakt over til rapsolie. Så ved alle større opgaver kører traktoren på rapsolie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indtil videre har traktoren kørt på rapsolie i 300 timer, og endnu er Johannes Jensen ikke stødt på problemer.

En del af rapsolien sælger han til Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi, som bruger den i fire ombyggede biler. Produktionskapaciteten i Johannes Jensens presser er i dag på cirka 1.000 liter om ugen.

De kommercielle muligheder for landmænd er i den henseende dog begrænsede på grund af de danske afgiftsregler.

- Jeg betaler 27 øre i CO2-afgift og cirka 2,70 kr. i energiafgift pr. liter. De 2,70 kr. får jeg igen, når jeg laver momsregnskab. Men de 27 øre skal jeg betale, selvom vi ikke bruger CO2 i processen. Det synes jeg ikke er rimeligt, siger Johannes Jensen.

Behov for ændring

Han bliver bakket op af Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi, og formanden for Landsudvalget for Planteavl, Esben Oddershede, bebuder, at Landboforeningerne vil gøre et nyt forsøg på at få politikerne til at ændre reglerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det første forsøg blev gjort i maj 2001 under den tidligere regering, men da var der ikke stemning for at ændre reglerne.

- Jeg synes, at vi skal gøre et nyt forsøg. Sidste år kom der en hensigtserklæring fra EU om at erstatte fossile brændstoffer med biogas. Målet er to procent i 2005, seks procent i 2010 og 20 procent i 2020. Derfor skal vi i gang. Det har landbruget en interesse i, siger Esben Oddershede.

- Vi kan vel lave en liter biogasbrændsel til mellem 3,50 og 4,50 kr. Så vi kan konkurrere, men ikke hvis der kommer en afgift oveni, fortsætter han.

Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi vurderer, at cirka 120 biler kører på rapsolie i Danmark. Og nu også én traktor.

I Sverige og Tyskland er udbredelsen noget større.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Sverige har man kørt med det i nogle år, så hvorfor ikke også i Danmark. Lige nu er afgifterne og de lave dieselpriser dog imod løsningen med rapsolie, siger Esben Oddershede.

Fordel for økologer

Johannes Jensen er ved at lægge grisene om til økologi, og når de i 2003 har opnået den status, er der yderligere en fordel ved det nye system.

- Når svinene bliver økologiske, kan vi bruge vores hjemmeprotein til dem, forklarer han.

For økologer bliver hjemmeavlet protein et krav fra 2003.

Ud af gårdens 121 hektar – hvoraf de 41 er forpagtet – dyrker Johannes Jensen raps på fem-syv hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så har vi nok brændstof til at dyrke resten af arealet, og vi får foderkager. Det synes jeg er en god tankegang, siger Johannes Jensen.

Han leverer sine grise til Friland, og har prioriteret bæredygtighed højt.

- I stedet for at øge produktionen har vi droslet lidt ned og satset på mærkevarer. Vi har også satset på økologi. Og så satser vi lidt på linolie, som laves på det samme anlæg, forklarer Johannes Jensen.

Stort potentiale

Esben Oddershede, mener, at en større del af de dyrkede arealer med fordel kunne bestå af raps.

- Der er et langt større potentiale i dyrkning af raps, end vi udnytter i dag. Sidste år var der 81.000 hektar med raps, men det er muligt at nå op på omkring 300.000 hektar, mener Esben Oddershede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han finder både rapsen interessant på grund af olie-mulighederne i afgrøden, og fordi økologerne i 2003 bliver underlagt kravet om hjemmeavlet protein.

- Danmark har desuden forpligtet sig med hensyn til forbruget af CO2, og da raps er CO2-neutralt, er initiativer som Johannes Jensens absolut i landbrugets interesse. Landbruget har en interesse i, at det vinder større indpas, siger Esben Oddershede.

Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi har regnet ud, at 500.000 hektar med raps giver 500.000 tons planteolie, hvilket er nok til at 1,6 millioner VW Lupo 3L kan køre 10.000 km om året. Desuden vil det give en mio. tons proteinkager og to mio. tons strå.Foto1: