Efter lang tids venten og flere udsættelser starter den første sag om randzoner i dag i retten i Holstebro.

Det er landmand Povl Blak Bojer og sønnen Christian fra Snedsted i Nordjylland, der skal for en dommer fordi de har nægtet at anlægge randzoner langs vandløb og grøfter på deres jord. De mener, at randzoneloven og den manglende kompensation er i strid med grundlovens sikring af den private ejendomsret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Povl og Christian Blak Bojer støttes blandt andet af foreningen Bæredygtigt Landbrug, der mener at kravene i randzoneloven kan sidestilles med ulovlig ekspropriation, og dermed er en krænkelse af den grundlovssikrede ejendomsret. Foreningen har blandt andet lanceret en kampagne navnet "Ejendomsretten er ukrænkelig! - Grundloven gælder også på landet".

Skabe opmærksomhed

Bæredygtigt Landbrug havde varslet traktordemonstration i forbindelse med dagens retssag, og her til morgen samledes en gruppe på omkring 30 landmænd med deres traktorer, og kl. 9.30 satte demonstrationen sig i bevægelse gennem byen.

Initiativtageren til demonstrationen, Lars Larsen forklarer, at formålet med demonstration er, at vække opsigt og skabe opmærksomhed om sagen.

- Der er så mange retssager i denne verden, så jeg tror ikke, at retssagen om randzonerne har mediernes store bevågenhed i sig selv. Hvis man vil skabe bevågenhed eller synlighed, så er man nødt til at gøre noget, der ikke sker hver dag, udtaler Lars Larsen.

Retssagen begynder i retten i Holstebro i dag den 15. april klokken 9.00 og strækker sig over både den 15. april og den 16. april.