Hos Heidegesellschaft i Tyskland, som er HedeDanmarks tyske datterselskab, har 100 skovfogeder siden maj afprøvet den danske it-løsning, Tradenda. Det er blevet til cirka 5.000 indberetninger med 30.000 fotos af omkring 200.000 kubikmeter træ. Fejlprocenten på indberetningerne er dalet til et rundt nul.

- Det er utroligt nemt at bruge Tradenda. De fleste oplysninger som træsort og effektlængde vælger man i menuer. Der er en knap til kameraet, så man kan tage fotos af stakken, og så trykker man på "Send", og hele indberetningen bliver automatisk overført til en database. Det er nemt, hurtigt og smart, fortæller Lars Kristiansen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er procesudvikler for HedeDanmark og datterselskabet Heidegesellschaft i Tyskland. Her har man tidligere oplevet en del brugerfejl, da skovarbejderne skulle anvende mange forskellige programmer til deres indberetninger. Når der skete en fejl, for eksempel at fotos og data ikke figurerede sammen i systemet, gik der ofte lang tid, og det krævede et større detektivarbejde at finde ud af, hvilken stak billederne hørte til.

Fejlprocent på nul

- Fejlprocenten er ganske enkelt faldet til nul. Alle medarbejderne har modtaget Tradenda meget, meget godt i Tyskland. For vores kunder, der ejer skovene, er der den fordel, at de med det samme kan logge på Tradenda og se på et kort, hvor de har fået en stak træ, hvor stor den er og se billeder af den. Det giver et totalt overblik, forklarer Lars Kristiansen.

Heidegesellschaft har primært anvendt Tradenda i delstaten Hessen, som med 342.000 hektar skov er deres største kunde i Tyskland. Her har cirka 80 medarbejdere brugt den nye løsning, og de skulle angiveligt alle som én have modtaget den godt. Og selv om Tyskland er dårligt dækket ind med mobilsignal har der ingen problemer været med Tradenda, som bare skal forbi et sted med mobildækning på et tidspunkt for automatisk at overføre indberetningen. Ingen data går tabt.

- Tidligere foregik meget af registreringen på papir, hvor koordinater og data blev noteret med blyant på et kort, som arbejderen tog et foto af. Med Tradenda er det hele automatisk, og de fleste oplysninger er nogle, man vælger i menuer på mobilen. Det har fjernet hele vores fejlmargin, lyder det fra Lars Kristiansen. Som noget nyt er Heidegesellschaft også begyndt at anvende Tradenda til indberetning af skovflis. I samarbejde med Monosoft, den danske udvikler af Tradenda, er løsningen blevet tilpasset de nye opgaver, da flis og stakke ikke bliver indberettet helt ens.