En slem nedbørsperiode fik Jørn Thygesen, Tølløsegaarden ved Tølløse på Midtsjælland til at afprøve et mobilt tørreri.

Hveden blev høstet med et vandindhold på 16-20 procent. Efter at cirka 7.500 tønder blev kørt igennem mobiltørreriet, lå det med et vandindhold på 13 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mobiltørreriet fungerede fint. Det tog kun fem kvarter at tørre et læs på 15 tons ned. Og vi fik kornet solgt som foderkorn uden kvalitetsfradrag, beretter den midtsjællandske planteavler.

Jørn Thygesen ejer nu sit eget traktordrevne Turbodan TD-15 mobiltørreri. Tørreriet kan rumme 15 tons i hvede.

Producenten, Turbodan Danmark, markedsfører også to større modeller TD-18 og TD-25 med plads til henholdsvis 18 og 25 tons i hvede.

- Når vi valgte at investere i et Turbodan mobiltørreri, så er det ikke mindst fordi, tørreriet kan tørre store mængder afgrøde ned på kort tid. Derfor føles det som en rigtig god gardering, når vi løber ind i en besværlig høst. Det er således en løsning, som jeg bestemt kan anbefale andre, siger Jørn Thygesen.

- I høst tørrer vi normalt korn ned til 15 procent vand. Og når vi høster kornet med dette vandindhold, lægger vi det direkte på planlager. Med dette system tørrer vi gennemsnitligt omkring 5.000 tønder afgrøde pr. sæson, fortæller han og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I øvrigt er mobiltørreriet også velegnet til nedtørring af raps, da vi kan køre med fuld luftmængde i denne afgrøde, uden at det giver problemer. Vi tørrer al vores raps ned til ni procent vand, da det er dyrt at få tørret ned hos grovvareselskabet.

Jørn Thygesen og hans hustru, Dorthe Thygesen, byggede den 200 hektar store Tølløsegaarden på bar mark i 1983.