Den geografiske udbredelse af den alvorlige tørke i sommeren 2018 er stort set sammenfaldende med Danish Agros kernemarked rundt om Østersøen.

Og konsekvenserne kan da også aflæses direkte i koncernens netop offentliggjorte regnskab, hvor resultatet før skat blev 447 millioner kroner mod 613 millioner kroner i 217. Det er en nedgang på 27 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Generelt har koncernens selskaber på tværs af forretningsområderne øget sine markedsandele, og det er yderst positivt.

Henning Haahr, koncernchef, Danish Agro

Resultatet er det laveste i Danish Agro-koncernen i syv år. Ikke siden 2012 har overskuddet været på det niveau.

Omsætning steg

Overskuddet faldt trods en omsætningsstigning på fem procent i 2018, som afspejler højere varepriser og øget aktivitet i alle koncernens forretningsområder.

- Generelt har koncernens selskaber på tværs af forretningsområderne øget sine markedsandele, og det er yderst positivt, siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro-koncernen.

Men konsekvenserne af tørken har været så alvorlige, at de også ventes at få konsekvenser for 2019-regnskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tørken vil have en effekt i første halvår af 2019, og vi justerer derfor de finansielle mål i forhold til det. Inden for grovvareaktiviteterne i både Danmark og internationalt vil fokus være på, at sikre, at vi fortsat er en konkurrencedygtig partner til landmanden. Vi skal følge udviklingen i primærlandbruget og være effektive, udnytte flere synergier på tværs af selskaber samt tilbyde den viden og service, som landmanden efterspørger, siger Henning Haahr.

Lille høst koster

Koncernchefen er opmærksom på, at tørken også har kostet hos Danish Agros ejere og kunder, som generelt har høstet mindre mængder, men til gengæld havde en ukompliceret høst med lavere maskinomkostninger og lavere tørringsomkostninger.

Men det fjerner ikke det overordnede billede, som er, at 2018-tørken ramte mange landmænd samt Danish Agro koncernen hårdt.

- Vi har forsøgt at afbøde de værste effekter gennem øget omkostningsfokus i vores forretning, og vi har hjulpet landmændene via en række tiltag - herunder lempeligere samhandelsvilkår, siger Henning Haahr.

Danish Agro blev som virksomhed direkte berørt af tørken i kraft af en høst, som reducerede den totale afgrødemængde med cirka 11 millioner ton - et fald på 29 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det betød dels en stor og dyr uudnyttet kapacitet til for eksempel lager og tørring og samtidig mangler vi et stort volumen at handle med, siger Henning Haahr.

Han skønner, at den direkte effekt af tørken har kostet Danish Agro-koncernen op mod 200 millioner kroner.

Styrket position

Alligevel har Danish Agro-koncernen ifølge Henning Haahr formået at styrke sin position i 2018 via en række strukturelle tiltag.

- I Danmark er afdelingsstrukturen yderligere tilpasset, så flere afdelinger kun har åbent om foråret og i høsten, hvor der er høj aktivitet. Samtidig tilbyder Danish Agro og teknologivirksomheden Fieldsense, som Danish Agro blev medejer af i 2018, som noget nyt en række digitale værktøjer til de danske landmænd, hvor særligt vejrstationerne har fået stor succes, siger Henning Haahr.

- Og på de internationale markeder har vi styrket vores tilstedeværelse gennem overtagelse af grovvareselskaber i Finland, Sverige og Letland. Opkøbene har styrket koncernens tilstedeværelse på de tre markeder og gjort os til en stærkere samarbejdspartner for landmændene, tilføjer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tysk problembarn

Igennem flere år har de økonomiske resultater i det tyske selskab Ceravis været negative, men nu har en turn around-plan skabt fremskridt.

Efter driftsresultater på minus 84 og minus 41 millioner kroner i henholdsvis 2016 og 2017 blev det til et ordinært driftsresultat på 12 millioner kroner i Ceravis.

- Det er meget positivt, at Ceravis på trods af tørkenens påvirkninger har øget omsætningen med 6 procent i et meget udfordrende marked, siger Henning Haahr.

Samtidig er selskabets markedsandel øget, og der er gennemført betydelige strukturændringer.

Således er 2 foderfabrikker lukket, og produktionen klares af de tre øvrige fabrikker. Der er også lukket tre såsædsanlæg, og arbejdet klares nu på ét anlæg. Der er afskediget 160 medarbejdere, så medarbejderstaben i Ceravis nu er under 500.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har formået at reducere omkostningerne i Ceravis med 50 millioner kroner i 2018, og der vil ske yderligere omkostningsfald i 2019, fortæller Henning Haahr.

Rugerier styrket i Frankrig

Inden for koncernens food-aktiviteter overtog rugerikoncernen DanHatch sammen med en Belgisk partner tre franske rugerier - Goasduff S.E, Josset og Avi Loire. Det dansk-belgiske joint venture har i dag en markedsandel på 25 procent i Frankrig. DAVA Foods har realiseret en organisk vækst på 5 procent, hvilket er meget positivt. Selskabet har haft succes med konceptudvikling indenfor proteinprodukter, To-Go-løsninger med æg samt nye emballageløsninger. Det har medvirket til, at DAVA Foods har sikret en resultatfremgang med et driftsresultat på 60 millioner kroner.

Maskinhandel vokser fortsat

Også i 2018 har Danish Agro koncernen rykket sig på sin position inden for maskinhandel, som i 2018 realiserede en omsætning på 3,5 milliarder kroner, hvilket er godt én milliard kroner højere end året før.

- I det forgangne år har vi arbejdet videre med maskinaktiviteterne Danmark, Norge og Sverige, hvor vi nu er kommet rigtig langt med at få skabt den struktur, vi gerne vil have. I maj indgik vi derudover aftale om opkøb af de resterende 55 procent aktier i vores baltiske maskinselskaber, der også repræsenterer Claas. Det betyder, at vi fremadrettet vil repræsentere Claas i syv lande og har maskinaktiviteter i ni lande, siger Henning Haahr.

Udsigt for 2019

Bestyrelsesformand i Danish Agro, Jørgen H. Mikkelsen, er meget tilfreds med den måde, Danish Agro i 2018 arbejdede med de vanskelige vilkår, som tørken gav.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der blev fundet en god balance mellem hensyn til landmanden, omkostningsfokus og fortsat videreudvikling af koncernen. Tørken er en begivenhed vi ikke kan ændre på og den skal tages seriøst. Men samtidig skal det sikres at Danish Agro er klar til at støtte og servicere landmanden på bedste vis, når vi kigger ind i en forhåbentlig mere normal høst i 2019, siger han.

Danish Agro koncernen vil i 2019 have primært fokus på den eksisterende forretning, og der skal, ifølge Henning Haahr, trækkes maksimale synergier ud af de eksisterende aktiviteter, så den samlede markedsstyrke bliver udviklet.

- Tørken vil have en effekt i første halvår af 2019, og vi justerer derfor de finansielle mål i forhold til det. Målet er at realisere en omsætning på 34 milliarder kroner, et resultat før skat på 500 millioner kroner og en soliditet på 32 procent, fortæller Henning Haahr.