Tillægsprisen på økologisk svinekød fortsætter sin himmelfart. I sidste uge lå tillægsprisen på 17 kroner pr. kg kød, det skriver Foodculture.dk.

Da prisen passerede 16 kroner pr. kg. i marts, var det dengang en rekord, og prisen er siden da kun skudt i vejret. Tillægsprisen er den pris, som producenterne får oveni den konventionelle notering, og tillægsprisen betales af Friland, der er Europas største leverandør af økologisk svinekød. Grunden til at tillægsprisen er så høj netop nu skyldes, at der er stor efterspørgsel på økologisk svinekød.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er meget unikt. Og det er meget sigende for, hvordan markedssituationen er lige nu. Vi er i en situation, som vi aldrig har set før. På de europæiske markeder er der en meget stor mangel på økologisk svinekød, siger Henrik Biilmann, der er direktør ved Friland til Foodculture.dk.

Den høje tillægspris har gjort det til en bedre forretning at være producent af økologisk svinekød, men alt er ikke fryd og gammen for producenterne.

- Der er en høj pris, og det gør, at vi kan have en fornuftig forretning. Og det har vi simpelthen behov for, for vi skylder utroligt mange penge væk. Men det er først det sidste halve til hele år, at det er noget, der virkelig har været godt. Og fordi prisen er høj lidt tid, så er det ikke noget, der flytter så pokkers meget på bundlinjen. Så jeg håber, vi kan holde det her niveau et stykke tid, siger Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarers økologisektion og økologisk svineproducent til Foodculture.dk