Regeringens vandområdeplaner er i øjeblikket i høring, og planerne har mødt stor modstand i landbruget.

Nu melder den tidligere miljø-, skatte- og undervisningsminster Troels Lund Poulsen fra Venstre sig også i koret af folk, der er stærkt utilfredse med vandplanerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lund Poulsen er på valg i Hedenstedkredsen, og han mener, at planerne kommer til at ramme området omkring Horsens Fjord meget hårdt.

- Vandområdeplanerne, der lige nu er i høring, får katastrofale følger for landbruget, følgevirksomhederne og beskæftigelsen, og landbruget i oplandet til Horsens Fjord vil blive særdeles hårdt ramt, siger han.

Ødelæggende

I vandområdeplaner bliver der lagt op til, at udledningen af kvælstof skal begrænses med 7.800 ton i perioden fra 2015 til 2020. Venstrepolitikeren mener dog, at regeringen kun har forholdt sig til en reduktion på 1.600 ton.

- Hvordan de sidste 6.200 ton - hele 80 procent af regeringens mål - skal hentes, har regeringen slet ingen plan for eller penge til, påpeger Troels Lund Poulsen.

- Jeg forstår godt den store bekymring derude i markerne og staldene, for med de vandplaner, som regeringen har lagt frem, så har vi jo kun set toppen af isbjerget. Med regeringens vandplaner skal landmændene i oplandet til Horsens Fjord begrænse kvælstofudledningen med over 20 procent. Det vil rive tæppet væk under mange landbrugsfamilier og ansatte på fødevarevirksomheder i området. Og det vil i værste fald betyde braklægning af op til 50 procent af det dyrkede areal. Det er fuldstændig uholdbart og ødelæggende for erhvervet, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Væk med særregler

Troels Lund Poulsen siger, at Venstre vil gå en helt anden vej end regeringen.

- Med vores fødevare- og landbrugspakke vil vi udfase de danske særregler for gødning og samtidig iværksætte et måleprogram for kvælstof, så vi kan sætte ind med målrettet regulering de steder, hvor der er behov for det. Det vil give landmændene mulighed for at dække afgrødernes behov for næringsstoffer og på den måde styrke kvalitet og udbytte i råvaregrundlaget til gavn for vækst og arbejdspladser i fødevare- og landbrugserhvervet, siger han.

Troels Lund Poulsen har indkaldt til et møde om dansk landbrugspolitik og konsekvenserne af regeringens udkast til vandområdeplan for Horsens Fjord. Mødet afholdes i samarbejde med Østjysk Landboforening og Landboforeningen Odder-Skanderborg, og finder sted i LandbrugetsHus i Horsens den 11. maj kl. 13. På mødet vil gårdejer Olesen, Strandholt ved Horsens, fortælle om, hvad vandområdeplanerne betyder for hans landbrug.

Der bliver faglige indlæg ved chefkonsulent Leif Knudsen, Seges og Peter Bach Nikolajsen, LMO, mens direktør Claus E. Pedersen, Den Jyske Sparekasse, vil belyse landbrugets økonomiske situation og betydningen for det det danske samfund.

Direktør Christian Christensen, Hornsyld Købmandsgaard A/S, vil fortælle om, hvad vandområdeplanerne og andre regler betyder for en lokal virksomhed.