Den 34-årige landmand Svend Nygaard omkom tirsdag i en arbejdsulykke. Ulykken skete på Svend Nygaards gård på Skovbøllingvej øst for Glejbjerg, skriver jv.dk.

Ifølge jv.dk var der allerede noget særligt ved Svend Nygaard i skoletiden. Som en af forholdsvis få drenge deltog han i Højmarkskolens Kor og var i 2002 med på korets store turné i USA. Han videofilmede koncerterne og fastholdt på den måde oplevelserne på en minderig tur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter at have været rekrut lod han sig i 2007 udsende som soldat i hæren til det uroprægede Kosovo, og han deltog derfor i kommunens veterandag, som blev holdt for første gang i september.

For fem år siden arbejdede han i Odder og engagerede sig stærkt i LandboUngdom. Der tog man med kyshånd imod hans flid og organisationstalent. Han steg hurtigt i graderne og endte som landsformand på fuld tid. Her virkede han, til han købte landbruget hjemme i Glejbjerg.

- To fuldtidsstillinger, nogle har endda ment, at det er tættere på tre fuldtidsstillinger, når man er selvstændig landmand, ja, det bliver altså for meget, sagde Svend Nygaard til et landbrugsblad, da han købte gården på 100 ha plus 100 i forpagtning og 200 malkekøer.

- Nu glæder jeg mig til den nye tilværelse, selvom jeg har nydt min tid som fuldtidsformand.

Siden ulykken i tirsdags har det strømmet ind med kondolencer.