Ticans direktør Ove Thejls har valgt at træde af, oplyser Tican i en pressemeddelelse.

Tican har siden 2016 været en del af den tyske slagterikoncern Tönnies. Bestyrelsesformanden for Tican, Frank Duffe, udtaler i forbindelse med direktørskiftet, at Tican har været igennem en succesfuld turnaround de seneste tre år, som Ove Thejls har stået i spidsen for.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ove Thejls har været en markant skikkelse i branchen i mange år og han har ydet en betydningsfuld indsats for Tican både før og efter, at Tönnies kom på banen. Ove Thejls indtræder i bestyrelsen for Tican, som næstformand fra 1. maj 2019, fortæller Frank Duffe.

- Vi har store forventninger til Tican, og vi ønsker fortsat at udvikle og drive en moderne og effektiv slagterivirksomhed på det danske marked, udtaler Frank Duffe, og han ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med den nye administrerende direktør Niels Jørgen Villesen.

- Jeg er sikker på, at vi har fundet den rigtige direktør til at overtage posten efter Ove Thejls. Niels Jørgen Villesen har spillet en central rolle i den succesfulde turnaround og han har et særdeles godt kendskab til virksomheden.

Niels Jørgen Villesen har været ansat hos Tican siden 1998 og siden 2002 har han varetaget posten som økonomidirektør.

I forbindelse med direktørskiftet udnævnes Jens Røjkjær Lyhne som ny økonomidirektør. Jens Røjkjær Lyhne vendte i 2018 tilbage til Tican efter i en årrække at have været væk fra virksomheden og har i denne periode haft direktørposter i flere virksomheder i Thy.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der oprettes endvidere en ny stilling som produktionsdirektør fra august 2019. Stillingen besættes af Carsten Ole Hansen, der kommer fra en lignende stilling hos Scandi Standard i Sverige. Carsten Ole Hansen har tidligere arbejdet som produktionsdirektør hos HK Scan i Sverige og tidligere som produktions - og fabrikschef hos Danish Crown.