Nordjyllands Politi oplyser på Twitter, at flere køer blev ramt af biler på E39 Hirtshalsmotorvejen ved Hjørring natten til lørdag. Motorvejen var lukket i cirka halvanden time.

- Op mod ti køer er brudt igennem et hegn og er endt ude på motorvejen, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Carsten Højrup, til tv2.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Nordjyllands Politis Twitter blev fem kvier aflivet på stedet efter påkørsler. En af påkørslerne skete, da en varebil ramte fem kvier, hvoraf tre blev aflivet efterfølgende, og de to sidste blev bragt tilbage til stalden. Føreren af varebilen var tilskadekommen med smerter i ryggen, og blev derfor kørt til Hjørring Sygehus.

Ifølge tv2.dk har politiet gennemkørt veje i området uden at finde de resterende kvier. Borgere opfordres til at ringe til Nordjyllands politi, hvis de ser nogle af de tre bortløbne sortbrogede kvier i området omkring Bjergby.

Lørdag eftermiddag har Nordjyllands Politi endnu ingen meldinger om, om de resterende køer er fundet.