TBS Maskinpower udvider løbende aktiviteterne og styrker derfor den centrale administration med ansættelse af Jan Garder som administrerende direktør. Hans opgave er at sikre overblikket over forretningen og sammen med Jens Hansen og det øvrige team implementere en ambitiøs vækststrategi. Det skriver TBS Maskinpower i en pressemeddelelse.

- Landbruget konsoliderer sig utroligt hurtigt, og vores branche skal følge med, så vi kan servicere dem på et højt niveau. Derfor sker der nu en voldsom udvikling og konsolidering blandt maskinforhandlerne, og den vil vi være en del af - måske endda være en af katalysatorerne i udviklingen, siger aktionær og direktør Jens Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sikrer overblik

Med ansættelsen af Jan Garder får TBS en mand med stor indsigt i erhvervslivet og praktisk erfaring med implementering af effektive strukturer og løbende forandringer i virksomheder. Han kommer til TBS fra Væksthus Syddanmark. Jan Garder er uddannet produktionsingeniør og har arbejdet med salg, organisation og ledelse både i Danmark og internationalt. Det er således en mand med et solidt CV, der har smøget ærmerne op for at tage fat hos TBS.

Kunderne kommer ikke til at møde Jan Garder som sælger ude i felten, men han vil naturligvis deltage i forskellige arrangementer og udstillinger. Den nye direktørs opgave er først og fremmest at trimme TBS, så driften kører optimalt, og fundamentet for vækst hele tiden er tilstede.

- Det er en stor udfordring at blive en del af et meget ambitiøst team med et utroligt højt energiniveau. Dertil kommer en stærk aktionærkreds med en stålsat vilje om at blive en endnu vigtigere spiller i branchen, så mit arbejde bliver en blanding af at optimere driften, sikre førsteklasses service på alle niveauer og sørge for overblik i takt med, at vi udvikler os.