Udenlandske landmænd er vilde med danske grise. Derfor udvider Munkbro Svineavl A/S med endnu en gård. Dermed har virksomheden dyr på ikke færre end otte adresser omkring Holstebro, og herfra sendes nu levende orner og søer til ikke færre end 22 lande. Mange af dem rejser med fly.

For en måned siden havde Munkbro Svineavl besøg af talentspejdere fra Japan. De ville se på, hvordan virksomheden udvikler søer og orner med arveegenskaber på højt niveau.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I sidste uge var det folk fra Frankrig og Ukraine, der udvalgte dyr i Vestjylland. Munkbro Svineavl har tidligere sendt mange grise til Rusland, men det har konflikten med EU stoppet. Nu viser der sig nye markedsmuligheder, og nu tør ejerne investere igen. Den næste sending orner og søer skal til Hviderusland. Munkbro Svineavl har tredoblet produktionen på få år. I dag går der samlet 1.650 søer i staldene. Hvert år sælges der omkring 15.000 avlsdyr, og flere og flere rejser til udlandet. I dag drejer det sig om 80 procent. Virksomheden drives af tre landmænd. Medindehaver Jacob Skals understreger, at de ikke sælger arvesølvet til udlandet.

- De bedste orner er vi forpligtet til at lade blive i Danmark. De bedste søer beholder vi selv, siger Jacob Skals. Desuden betaler de udenlandske landmænd en afgift til dansk svineproduktion, og den indbringer millioner.

- For os er det vigtigt med fortsat udvikling. Derved kan vi i Danmark bevare vores forspring og fortsætte og øge eksporten til gavn for danske landmænd, siger Jacob Skals.

Munkbro Svineavl beskæftiger over 20 medarbejdere. Ud over at passe dyrene skal de også dokumentere og registrere alt, hvad der foregår. Hårrødder fra grisene sendes til analyse i USA, hvor eksperter ser på arveegenskaberne.

Indehaverne ejer nu selv tre af de otte gårde, hvor produktionen foregår. De resterende fem staldanlæg har de lejet af andre landmænd.