Den nye grønnere landbrugspolitik for EU, der blev præsenteret i Bruxelles i dag, møder allerede fra starten kritik fra alle sider.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mens Greenpeace og Verdensnaturfonden beskylder Kommissionen for "grønvask", udpining af naturressourcerne, og trusler mod biodiversiteten i det nye forslag, mener landbrugets organisationer i både Bruxelles og på Axelborg til gengæld, at de nye grønne krav om for eksempel afgrødediversificering og mere brak vil påføre landmændene store byrder og samtidig stå i vejen for produktiviteten.

Forkert fokus

- Overordnet set bevæger man sig i den rigtige retning, men så snart man går ned i substansen, så leverer det ikke varen, siger Niels Lindberg Madsen, der er teamleder i Landbrug & Fødevarers EU-kontor.

Han er blandt andet utilfreds med, at lande som Danmark, som allerede har gjort en større miljøindsats end mange andre lande, ikke bliver belønnet. Samtidig mener han, at Kommissionen forsømmer hensynet til de mest effektive landbrug for i stedet at tilgodese EU's mange små landbrug.

- Politikken har fokus på de 80 procent af landmændene og ikke på dem, der leverer 80 procent af landbrugsproduktionen, siger han.

Støtte til kemikalier

Også hos Greenpeace er man utilfreds med EU's udspil. Men af helt andre årsager.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det, Kommissionen er kommet med, er dårligt nyt for miljøet, dårligt nyt for skatteborgerne og dårligt nyt for alle de landmænd, der gerne vil producere mad på en ansvarlig måde, siger Marco Contiero, der er Greenpeaces landbrugsansvarlige.

- Med mindre EU-parlamentet og de europæiske regeringer styrker forslaget, vil EU bruge 435 milliarder euro af skatteborgernes penge til fortsat at forurene naturen og pumpe vores mad fuld af kemikalier. Det er simpelthen ikke til at retfærdiggøre, fastslår han.

Realistisk forslag

Men hos Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet opfordrer suppleant i landbrugsudvalget Christel Schaldemose begge sider til at være mere realistiske omkring, hvad der er politisk muligt.

- Det er en svær øvelse for Kommissionen at få skruet en politik sammen, der passer alle. Men jeg synes, det trækker i den rigtige retning mod en støtte, der er mere grøn og mere fair fordelt, og som er målrettet mod aktive landmænd, så støtten ikke går til golfklubber og lufthavne, siger hun.

Hun understreger, at forslaget langt fra er så vidtrækkende, som hun selv ville foretrække det, men at der må tages små skridt, hvis reformen skal have en jordisk chance for at komme igennem både parlamentet og ministerrådet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er rigtigt, at det ikke er godt nok. Men man må anerkende, at det er et forsøg på også at være realistisk, siger hun.