Minkpapir A/S fyrede i sidste uge en direktør og syv medarbejdere fra virksomheden, der ligger i Borbjerg lidt uden for Holstebro, skriver Dagbladet Holstebro-Struer. Virksomheden har dog ikke haft røde tal på bundlinjen, men årets resultat på 1,9 millioner kroner er kun en femtedel af, hvad den var i 2013, hvor skindpriserne toppede. Derfor har virksomheden måtte afskedige ansatte. En af dem er driftsdirektør Bjarne Sørensen, der har arbejdet i virksomheden i 16 år.

- Det er da trist. Men det er klart, når man kan se, hvordan udviklingen er, og det forventes, at der går yderligere ét til to år, før det vender, så skal virksomheden gøre det, som er bedst muligt for ejeren, udtaler Bjarne Sørensen til Holstebro-Struer Dagblad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Håb til det sidste

Fyringerne rammer både ansatte i ledelseslaget, i udvikling, administration og produktion.

Administrerende direktør, Rudi Pedersen, har forklaret til Holstebro-Struer Dagbladet, at han så sent som ved den store skindauktion i Herning i marts, havde håbet på at kunne undgå fyringerne. Her var der stadig positive tegn på, at avlerne fortsat ville købe maskiner, og Minkpapir optog ordrer på et nyt tørringsanlæg, som har kostet 22 millioner kroner at udvikle.

- Vi har 12.000 anlæg i drift og havde regnet med at sælge 200 styk af den nye 3. generation til replacement i markedet. Men flere kunder har efterfølgende annulleret deres ordrer - også flere ordrer, som vi havde produceret - og vi har sat varer på lager, så vi ikke behøver at producere det næste halvandet år frem. Det er også derfor, at fem af de afskedigede er fra produktionen, fortæller Rudi Pedersen til Holstebro-Struer Dagbladet.

Salget af papir- og plastvarer er derimod næsten upåvirket af krisen i minkbranchen, som primært er det, Minkpapir A/S lever af, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.