Syrebehandling af foderkorn

Syrebehandling af korn er en sikker konserveringsmetode af foderkorn, og prismæssig kan det være et godt alternativ til at investere i siloanlæg med omrøring og beluftning

Helge Plougmann Nielsen  12.10.12 | 07:51

Propionsyre har i en årrække være anvendt til konservering af foderkorn. Men en forholdsvis høj behandlingspris, syrens korrosive egenskaber samt kravet til at brugere af syren skal have en HACCP godkendelse, har begrænset udbredelsen af opbevaringsmetoden.

Et nyt produkt fra hollandske, Selko, betyder imidlertid, at syrebehandling af foderkorn kan være en attraktiv opbevaringsform. Syren, der er ikke korrosiv, er et blandingsprodukt af organiske syre. Produktet, der hedder Fylax Forte HC, er registreret som tilskudsfoder og kræver derfor ikke en HACCP godkendelse.

- Dosseringen afhænger af vandindholdet i kornet, og af hvor lang tid kornet skal opbevares. Høstes kornet med et vandindhold på 20 procent og det skal lagres i maksimalt seks måneder, skal der ved indlagring tilsættes fire kg. Fylax Forte HC pr. ton korn, forklarer Claus Bælum, produktkonsulent hos Hornsyld Købmandsgaard, som sælger produktet.

Minimerer tab

Syren blandes typisk med kornet i en transportsnegl, og en pumpe med doseringsenhed sørger for den rigtige dosering af syren. Den syrebehandlede afgrøde kan herefter opbevares i et traditionelt planlager eller i en tårnsilo. Men da afgrøden er konserveret og lagerfast, skal der hverken omrøres eller blæses luft i afgrøden.

- Syrebehandlingen gør det også let at opbevare en dynge korn i et hjørne af maskinhuset, eller hvor der lige er plads. Syren minimerer tab af næringsstoffer i kornet, og samtidig stopper det effektivt dannelsen af skimmel og toksiner i kornet, siger Claus Bælum og tilføjer:

- Vi ser hvert eneste år svineproducenter, som i perioder har problemer med produktiviteten i svinestalden. Problemerne kan ofte spores til perioder, hvor der har været anvendt korn, som ikke har været lagret korrekt, og som derfor ikke er et sundt foder for dyrene. Ved at syrebehandle kornet er man sikker på en ensartet kvalitet af kornet og overraskes ikke pludseligt af lommer i planlageret, hvor kornet er muggent.

Sparer energi

Ud over at sikre dyrene friskt foder, sparer syrebehandlingen også på energien. Når kornet først er behandlet og lagt på lager skal der ikke røres ved det, inden det skal opfodres.

- Omkostningerne til at syrebehandle korn med et vandindhold på 20 procent ligger på små 60 kroner pr. ton. Er vandprocenten højere, skal doseringen af Fylax Forte HC øges, og dermed stiger omkostningerne selvfølgelig, men til gengæld sparer man energi til både tørring og beluftning af kornet, siger Klaus Bælum.

Metoden kan også anvendes til konservering af kernemajs.

Relaterede artikler

Tags

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.