Med tre millioner kroner i ryggen fra innovationsloven til test og udvikling skal virksomheden Biocover A/S teste, hvor godt systemet "syreN" fungerer.

SyreN er et færdigudviklet koncept, hvor der tilsættes svovlsyre under udbringningen af gylle, og fra tidligere prototyper kan teknologien reducere fordampningen af ammoniak med op til 85 procent. Det mener Biocovers indehaver, Morten Toft.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- I efteråret 2008 udførte vi i samarbejde med Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet og Landscentret forsøg med en prototype af systemet, der viste en reduktion i ammoniakfordampningen på 85 procent.  Nu har vi færdigudviklet teknologien og er klar til at køre forsøg i løbet af foråret 2010, forklarer Morten Toft.

Og der er en ganske særlig grund til, at systemet nu skal testes i kampklar stand så at sige:

- Vi vil meget gerne have vores system på teknologi-listen. Når vi kommer på den liste, kan landmanden sige til sin maskinstation, at han gerne vil have forsuret gyllen, når den bringes ud og dermed få en miljøgodkendelse, fordi der sker en reduktion af ammoniakfordampningen, forklarer han.

Tilsætter syre ved fordeleren

Helt præcist består syreN-systemet af en fronttank på 1.000 liter. Den indeholder svovlsyre, som pumpes om til en statisk mixer, der er placeret lige før fordeleren til bommen. For hver kubikmeter gylle skal der bruges tre liter svovlsyre. Men der er koblet en del udstyr på for at overvåge sikkerheden.

- Systemet begynder først at tildele svovlsyren, når der er flow i gyllen. Og så skal pto'en køre, og trevejsventilen må ikke stå til omrøring af gyllen. Hvis vi tilsatte svovlsyre i gyllen i tanken, ville der være risiko for, at tanken revnede, påpeger Morten Toft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fronttanken rummer også en ekstra tank på 250 liter. I den tank er der jernsulfat, som modsat svovlsyren tilsættes i læssekranen, når vognen fyldes.

- Vi tilsætter jernsulfat for at reducere lugten i gyllen. Sulfaten er meget kendt fra rensningsanlæg, hvor man også bruger den til at reducere lugten. Samtidig er jernsulfat meget surt, og dermed hjælper det med at binde ammoniak og ammonium sammen, fortæller Morten Toft.

Ifølge Morten Toft bør man tilsætte mellem 0,2 og 1,0 liter jernsulfat pr. kubikmeter gylle.

- Men det er noget af det, vi skal have undersøgt nærmere under forsøgene, siger han.

Direktøren håber, at det nye system kan være med til at ændre i husdyrbekendtgørelsens bestemmelse om nedfældning på græs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ønsker, at miljøstyrelsen vil sidestille forsuring med nedfældning. Så er vejen banet for at for at fortsætte med at slangeudlægge gylle på græsmarker, vurderer Morten Toft.

I løbet af 2010 vil Biocover have fire enheder ude at køre på maskinstationer rundt om i landet, og virksomheden forventer, at systemet er endeligt klar til salg i 2011.