Firmaet Birk-Dahl Staldindretning A/S samarbejder gerne med kunderne, når det gælder udvikling af staldinventar, og ifølge indehaveren bærer det unikke samarbejde frugt med hensyn til endnu bedre staldsystemer til gavn for grisenes velfærd og i sidste ende svineproducenternes bundlinie.

- Ved at kombinere vores teoretiske viden om produkternes udformning og holdbarhed med landmandens praktiske viden om, hvad der fungerer og ikke fungerer i virkeligheden, får vi udviklet produkterne til gavn både for os som leverandør og landmanden som producent. En win-win for begge parter, siger Leif Rosendahl fra Birk Dahl Staldindretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af de svineavlere, som har erfaring med samarbejdet, er Jørgen Schultz ved Haderslev.

- Vi har gennem flere byggerier af stalde haft et virkelig godt samarbejde med Leif Rosendahl fra Birk-Dahl, og derfor falder det os naturligt at komme med input til udformning af inventar og spalter, siger Jørgen Schultz, Avlscenter Eskegaard I/S.

- Vi er utrolig glade for samarbejdet med Eskegaard Avlscenter omkring udviklingen af de nye spalter, som vi får produceret hos Give Elementer, siger direktør ved Birk-Dahl Leif Rosendahl.

Hans mål er at udvikle de enkelte elementer i staldbyggeriet i samarbejde med kunderne.

- Og når det lykkes i så høj grad, som det er tilfældet med Eskegaard, er jeg en meget tilfreds leverandør, siger Leif Rosendahl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Optimale sopolte

På Avlscenter Eskegaard er målet at producere verdens bedste DanAvl-avlsdyr.

- Vi har fokus på at professionalisere alle dele af vores produktion, således at det endelige resultat - sopoltene - bliver optimalt. Vi lever af at sælge kvalitets-sopolte, og derfor bliver alle dele af produktionen optimeret hele tiden, hvilket også gælder staldindretning og dermed dyrenes velfærd og trivsel, siger Jørgen Schultz.

- Dette kan kun lade sig gøre, hvis samspillet mellem leverandør og os som producent er optimalt, siger han.

Smidig sagsbehandling

Ejendommen blev overtaget af brødrene Erik og Jørgen Schultz efter faderen i 1997, og da var udgangspunktet en stambesætning på 225 søer.

Brødrene ønskede straks at udvide, og i dag har avlscentret 920 søer (200 Landrace og 720 LY-søer) og producerer sopolte til en lang række af faste aftagere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg husker tydeligt den smidige sagsbehandling, vi fik ved kommune i 2002, da vi ansøgte om udvidelse første gang, siger Jørgen Schultz.

- En progressiv og aktiv deltagende teknik- og miljøafdeling fra Haderslev Kommune sikrede en hurtig udvidelses- og byggetilladelse, siger Jørgen Schultz, der dog også påpeger, at tingene ændrede sig, da man senere i 2004 søgte om en yderligere udvidelse.

Præfabrikerede

I 2009 begyndte samarbejde med Birk-Dahl Staldindretning, hvor Eskegaard Avlscenter investerede i præfabrikerede byggelementer.

Ønsket var kvalitetsbyggeri, men hurtigt opført, således at kravet til et minimum af produktionstab kunne imødekommes.

- Vi var meget tilfredse med samarbejdet, og derfor skulle den seneste udvidelse naturligvis også ske med Birk-Dahl Staldindretning som tovholder og leverandør, siger Jørgen Schultz.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ny spaltetype

Senest har det gode samarbejde mellem svineproducent og byggefirma resulteret i udviklingen af en ny type spalte.

Jørgen Schultz? erfaring med fald på gyllekanaler og let skrånede gulv er nu overført til spalterne i det nye staldafsnit. Gyllekanalerne og spalterne skråner 3-4 procent fra væggen og ud, samtidig med at spalterne er med indlagt varme.

- Alle erfaringer med ledbetændelse viser, at våde og fugtige nyvaskede spalter øger risikoen for ledinfektion lige efter indsættelse i nyt staldafsnit. En væsentlig ændring i spalte temperaturen medfører en automatisk reducering i antallet af ledbetændelse, lyder begrundelsen.

- Vores mål er, at opnå et meget tørt, skridsikkert og lunt areal, hvor grisene fra begyndelsen vil søge hen, når de lukkes ind i stien, siger Jørgen Schultz.

- Når man vil producere kvalitetssopolte, skal man sikre, at grisenes trivsel er i højsædet og ikke mindst, at benstyrken tilgodeses, siger svineavleren og konkluderer at kolde gulve giver svage ben.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Samtidig får vi grisene til at besørge i den rigtige ende af stien, således at arealet op mod væggen holdes tørt, så grisene ønsker at opholde sig der, siger Jørgen Schultz.

Håbet er desuden at minimere overfladespændingen og dermed vand på spalterne ved kombinationen af varme og hældning på spalterne.