Julefreden har nu sænket sig over det europæiske kødmarked og desværre uden den store efterspørgsel lige før lukketid. Dag til dag salget til industrien i Europa er gået i stå på grund af julen, så fokus er flyttet til de første uger af 2015.

- Salget hen over jul og nytår sker næsten udelukkende på allerede indgåede kontrakter. For både kunder og hos os er planlægningen af produktionen omkring helligdagene som at lægge et kæmpe puslespil. I år er det bestemt ikke blevet nemmere, for mens vi de senere år har haft muligheden for at pakke store mængder på frost til Rusland hen over julen, så er vi i år tvunget til at afsætte langt større mængder fersk, forklarer Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Helt konkret betyder det, at der i år vil blive slagtet færre grise i denne periode. Mange af de europæiske kunder lukker nemlig produktionen helt ned i jule- og nytårsperioden, så Danish Crowns andelshavere vil opleve lidt flere udsættelser i januar, end det har været tilfældet de senere år.

- Vi skal arbejde intensivt for at få placeret vores delstykker i markedet, så derfor har vi i år valgt en lidt anderledes strategi end tidligere, siger Søren Tinggaard.

I Europa er der generelt et rigeligt udbud af kød, og det resulterer i faldende priser på alle delstykker. Til landende uden for Europa er der lav efterspørgsel fra både Kina og Japan.

Eneste lyspunkt lige nu er, at der fortsat et godt salg til både detailhandlen og foodservice kunderne (restauranter og kantiner) i Danmark.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prisen på svin er hermed 9 kroner pr. kg og 5,10 kroner pr. kg for søer.