Den seneste uge er der blevet løsnet lidt op på det europæiske kødmarked.

Det er tydeligt, at slagterierne over hele Europa nu har fået overblik over den pukkel af svin, der skulle slagtes efter jul.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Stemningen er noget bedre. Der er en langt bedre balance mellem udbud og efterspørgsel. Vi har ikke set fald i priserne i den forløbne uge, så det er vores fornemmelse, at priserne nu har ramt bunden, siger Søren Tinggaard, der er underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Priserne på både forender og midtstykker er uforandrede. Der har været en mindre stigning i priserne på skinker, mens det britiske baconmarked ligeledes er stabilt.

De asiatiske markeder er fortsat lidt tilbageholdende. I Japan tærer de fortsat på de ret massive lagre, der blev bygget op i slutningen af 2014, og i Kina er aktiviteten begrænset på grund af det forestående nytår.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Prisen på svin er hermed 8,40 kroner pr. kg og 4,90 kroner pr. kg for søer.