Efter en udlandspraktik fik 29-årige Mikkel Brauer øjene op for Sverige og svensk landbrug. Han tog for knap to år siden turen til Skabenäs, som er en sammenslutning af tre sydsvenske godser. I et selskab driver de 3000 hektar planteavl. Her er Odder-drengen driftschef. En beslutning, som til fulde og lidt mere har levet op til forventningerne for opholdet.

Men vejen ind til landbruget var ikke den lige vej for Mikkel Brauer, som først tog en studentereksamen, inden han startede på Vejlby Landbrugsskole. Herefter arbejdede han på flere landbrug, inden han besluttede sig for en ny tur på skolebænken i form af uddannelsen som agro business manager, som han blev uddannet til i 2015. Efterfølgende var han ansat på et par landbrug, før chancen i Sverige opstod.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg blev passet på en maskinstation som helt lille i dagplejen, og siden var det, jeg skulle arbejde med. Ingen i familien har noget med landbrug at gøre. Det startede her, og så steg ambitionsniveauet år for år, siger Mikkel Brauer.

Vil have helhedsindtrykket

Mikkel Brauer blev som nævnt faglært landmænd fra Vejlby, men lysten til at bygge ovenpå opstod forholdsvis hurtigt, og derfor søgte han ind på agro business manager.

- Ret hurtigt stod det klart, at jeg ville have mere bygget på, så hjernen har noget at arbejde med. Ikke at der er noget galt med at køre traktor, men det er sjovest at have helhedsindtrykket af ejendommen og bedriften, synes jeg.

I forbindelse med en tur til Sverige for at se på planteavl oplevede Mikkel Bauer Skabenäs. Det virkede som et spændende sted, og han spurgte derfor den daværende inspektør, om han måtte komme i udlandspraktik i Sverige, og selvom det kun skulle være i to uger, blev det til en praktik på to måneder. Det var også her, at kontakten til det nuværende job blev skabt, og godt to år senere var er en ledig stilling, som svenskerne kunne se Mikkel Brauer i.

Og den stilling kunne Mikkel Brauer også se sig selv i. Han tog imod udfordringen, som for de fleste vil være lidt af en mundfuld. SkaberNäs HB, som selskabet hedder, er oprindeligt tre godser, som har samlet drift og i alt råder over 3000 hektar planteavl. Her dyrkes der rødsvingel, raps, rug, fremavlshvede, brødhvede, fremavlsbyg, roer og hestebønner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er ansat som driftschef, så jeg tager hånd om driften. Det vil sige igangsætning af de ansatte, holde øje med maskiner og sætte maskiner i gang. Se efter om der bliver sået rigtigt, om harverne kører som de skal og hvis en enhed går i stykker gælder det om, hurtigt at få den igang igen. Vi har indtil denne sommer været to kolleger, som stod for driften, men nu er det kun mig og min chef, siger Mikkel Brauer og tilføjer, at hans kollega blandt andet stod for alt med tørring af i alt 16.000 tons totalt, som SkabeNäs selv håndterer.

Forvetninger er indfriet

Mikkel Brauer er glad for tilværelsen i Sydsverige, og han føler, at opholdet er en god og lærerig oplevelse.

- Jeg tog til Sverige med en forventning om at lære om planteavl, ledelse, styre en stor virksomhed og økonomien og de stordriftsfordele, som er her. Vi har kun fire traktorer. Det kan man lære noget af. Der er sammensat en god enhed, som ruller godt og er effektiv. Det er en optimering hele tiden: Jeg kan godt synes, at vi mangler en traktor af og til. Der går lang tid med at koble af og på. Det er måske skåret lidt hårdt ind til benet, men man må lære af de erfaringer.

Det er et springbræt til at være leder et andet sted. Jeg har ambitioner om at tage et skridtet videre, til et job med større økonomisk ansvar. Det har til fulde levet op til forventningerne og mere til. Jeg har lært meget og fået lidt slag over næsen. Det lærer man også af, fortæller han.

Som ung leder kan det godt være lidt af en mundfuld at skulle lede og fordele arbejdet for de syv ansatte, men han føler, at det er gået godt, selvom der altid vil være forskelle, når man kommer fra et andet land.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Måden at lede på er anderledes. Det er en anden mentalitet. De er mere bløde, og man skal passe på med, hvad man siger. Når man har arbejdet på en jysk maskinstation, er man måske lidt hård i tonen, siger Mikkel Brauer og tilføjer.

- Vi passer meget på arbejdstider. Vi kører skift på maskiner, så de har to hele høstdage, en normal arbejdsdag og så en fridag. Så der er to mand på hver mejetærsker. Det er meget anderledes. Svenskerne har et andet ejerskabsforhold til tingene. De vægter deres fritid højere end i Danmark. Det var svært at acceptere i starten. Så på den måde er det er svært at komme fra dansk til svensk arbejdskultur, så der skulle jeg æde et par kameler

Anderledes måde at lede

Selvom Mikkel Brauer nu har prøvet at stå i spidsen for driften af et så stort landbrug, så er det ikke ambitionen om at blive selvstændig landmand, som fylder hos ham.

- Jeg drømmer om at få en stilling med mere ansvar næste gang. Jeg syntes, at starte op som selvstændig, virker uoverskueligt. Jeg er god til at drive planteavl, men at komme i gang selv kan jeg ikke se mig ud af. Hvor/hvornår man skal købe jord, og hvad skal man starte op med. Jeg tror ikke, at jeg er risikovillig nok.

I et fremtidigt job handler det ikke om størrelsen, bare der er noget at rive i. Om det er 700 eller 2000 hektar er ligegyldigt, men det handler meget om, at jeg skal trives med ejerkredsen og får frie tøjler til at udføre arbejdet, siger Mikkel Brauer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men tiden i Sverige har også lært ham, at det er dét, at et hold spiller sammen og får tingene gjort, der gør det sjovt at være leder på en bedrift. Og selvom det ikke altid er lige let at være en ung mellemleder, så nærmer han sig mere og mere sin egen måde at lede på.

- Det er fedt, når alle går til den og gør en indsats for, at vi får tingene gjort. At se folk udvikle sig er en god fornemmelse. Ofte føler man, at det er det nemmest at gøre arbejdet på ens egen måde , men de ansatte har gode idéer, og det er vigtigt at lytte til dem, siger han.