Om nogle måneder kan Svenningsens Maskinforretning som dansk Kubota-importør præsentere den japanske producents nye M7000-serie traktorer med 130, 150 og 170 hestekræfter, og allerede nu er interessen for den nye topmodel stor.

Det afspejler sig tydeligt i den lange demo-liste, som Svenningsen-folkene har med hjem fra Agromek i Herning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er helt klar ikke kun os, der som importør og forhandler glæder os til den store Kubota-traktor. Masser af landmænd har skrevet sig på listen til at få M-seriens nye overhoved demonstreret. Så der kommer helt klar til at stå Kubota på en stor del af foråret, varsler administrerende direktør Benny Svenningsen.

Håndslag

Svenningsens glæder sig desuden over, at der på Agromek blev afsluttet handler med flere landbrugskunder.

- Og så har vi haft besøg af rigtig mange gæster, som gerne vil kontaktes for en nærmere snak nu efterfølgende. Efter en lidt langsom start på Agromeks førstedag, kom der virkelig gang i tingene. Heldigvis har vi også haft god opbakning fra mange af vore forhandlere, som har givet en hånd med på standen specielt med Kubota og Thaler-maskiner, siger Benny Svenningsen.

Svenningsens havde ikke færre end otte nyheder med på Agromek. Blandt dem også noget så celebert som en verdensnyhed. Nemlig den nye generation af minigravere fra Bobcat med modelbetegnelserne E19 og E20, - hvor sidstnævnte nu er eneste model i sin vægt klasse med både "zero house og zero tail sving".

Det nyeste mærke i Svenningsens-familien, de tyske Thaler-læssemaskiner, bød også ind med en nyhed. Det samme gjorde både Kubota med en kompakttraktor og med mini-truck'en RTV X900 samt amerikanske Ransomes med den helt nye, store græsklipper MP 653.