Ofte oplever landmænd alt en manglende forståelse for deres erhverv fra samfundets side, skriver Agri Nord.

- Afstanden mellem land og by er blevet for stor, og de stolte traditioner, vi har i erhvervet, og den respekt, vi føler, vi fortjener i et moderne samfund, bliver i dag ikke indfriet, siger næstformand i Agri Nord, Henrik Dalgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor har foreningen indledt et samarbejde med unge studerende fra Aalborg Universitet, der skal hjælpe med at tegne et andet billede af landbruget.

- Vi er rigtig stolte af det, vi laver. Både i forhold til de varer, vi producerer, men ikke mindst på den måde vi håndterer og forvalter vores natur. Men det største problem er bare, at det kun er os selv, der ved det. Derfor tager vi nu andre metoder i brug, siger Henrik Dalgaard, der er næstformand i Agri Nord.

Image på projektbørsen

Agri Nord har været på charmeoffensiv hos de studerende på Aalborg Universitet for at få hjælp. De har deltaget i en såkaldt projekt-børs, hvor studerende bliver præsenteret for emner, som kunne være et tema for deres hovedopgave. Der er lavet aftale med to studiegrupper, som skal skrive om samfundskontakten mellem land og by.

- Vi ser rigtig meget frem til, at unge studerende kan komme med deres bud på, hvad vi skal gøre og ikke mindst, hvad vi ikke skal, siger Henrik Dalgaard.

Arbejdet med de to studiegrupper fra studierne Oplevelsesdesign og Interaktive, digitale medier løber frem til jul.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derefter håber vi på, at der ligger mange stærke bud på, hvordan landbruget kommer tættere på folk i byerne, siger Henrik Dalgaard.

Landbruget: Et let offer

Han er ked af, at mange har den opfattelse, at landbrug og natur og miljø er hinandens modsætninger.

- Landbruget har de seneste år tit været offer i et politisk spil. Når rød blok har travlt med at distancere sig fra andre partier, er landbruget et let offer. Der er skabt en kultur på Christiansborg, der betyder, at hvis man ikke vil landbrugserhvervet, vil man natur, miljø og klima. Det er mildest talt skræmmende, hvilken kultur der er skabt, siger han.