Minkpapir A/S har valgt at hjælpe den ingeniørstuderende Marius Youbi fra Cameroun.

Han var i fare for at blive smidt ud af ingeniørstudiet på AU i Herning, fordi han ikke kunne betale studieafgiften på 42.000 kroner per semester, da hele beløbet skulle betales på en gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men nu går Minkpapir A/S ind og sponserer ham.

Minkpapir vil nemlig gerne gøre brug af hans evner inden for robotprogrammering, og han skal være med til at færdigudvikle FIX-Robo, der er verdens første førerløse fodermaskine til minkfarme.

- Det kræver skarpe hjerner at udvikle en meget enkel og intuitiv betjening, som brugerne kan forstå. De egenskaber har Marius, siger Johnny Larsen, udviklingsdirektør hos Minkpapir A/S.

Marius Youbi har hidtil finansieret studiet med diverse rengøringsjobs. På trods af dette har han fået topkarakterer, og senest fik han et 12-tal i programmering. Han har forvejen en bachelorgrad i matematik og taler fransk, engelsk og dansk.

Om baggrunden for at støtte Marius Youbi siger Rudi Pedersen, adm. direktør i Minkpapir A/S:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har brug for flittige og dygtige unge mennesker, der kan arbejde med avanceret teknologi og som har en international baggrund. Vi har brug for talenter, der kan være med til at styrke teknologiudviklingen i danske virksomheder, så de kan klare sig i den stærke globale konkurrence.

Minkpapir A/S er en førende dansk leverandør af udstyr og forbrugsmaterieler til minkfarme over hele verden.

Minkpapir A/S ligger i Borbjerg i nærheden af Holstebro og beskæftiger cirka 50 medarbejdere.