Strenge USA-krav spænder ben for eksport af øko-mælk og kød
Uenighed om økologiske standarder for antibiotika betyder, at handelsaftalen med USA kun gælder planteprodukter
EU's landbrugskommissær Dacian Ciolos og den amerikanske vicelandbrugsminister Kathleen Merrigan underskrev onsdag eftermiddag en handelsaftale, der sikrer et frit marked for økologisk planteavl mellem Europa og USA.
Læs også USA og EU indgår historisk øko-aftale.
Aftalen gælder dog ikke animalske produkter, da de to parter fortsat ikke er enige om standarderne for brug af antibiotika i den økologiske husdyrproduktion.
- Vores regler siger, at når et dyr er blevet behandlet med antibiotika én gang, så er det ikke længere økologisk og må udgå af den økologiske produktion. Her er vores regler fortsat forskellige fra de europæiske, forklarer den amerikanske vicelandbrugsminister.
I Europa er standarden for et økologisk, antibiotika-behandlet dyr, at det kan vende tilbage til produktionen efter en dobbelt så lang karantæne, som et konventionelt dyr ville få. Hvis mængden af antibiotika havde givet et konventionelt dyr en karantæneperiode på 14 dage, ville den samme mængde give et økologisk dyr fire ugers udelukkelse af produktionen.
Frihandelsaftalen gælder altså i denne omgang kun økologiske planteprodukter.
Udfasning af øko-antibiotika
Eksportchef Klaus Bentzen fra Økologisk Landsforening er begejstret for aftalen, som han håber, vil give et gennembrud for eksporten af planteavl til USA, der i dag er meget begrænset.
Han håber desuden, at EU og USA på sigt vil nærme sig hinanden i forhold til antibiotika-problematikken.
- Det er jo meget svært at sige, om amerikanerne vil give sig og anerkende de europæiske standarder. Hvis de ikke vil, har vi jo en faglig udfordring, som vi kan vælge at tage eller lade være, siger Klaus Bentzen og fortsætter:
- Antibiotika hører jo som sådan ikke hjemme i den økologiske produktion. Selvfølgelig skal syge dyr behandles, men måske findes der forskellige løsninger, som kan udfase antibiotikaforbruget i den økologiske produktion. Måske skal dyret simpelthen tages ud af bedriften, hvis det bliver sygt, siger han.
Læs også Thise-landmænd vil udfase antibiotika.









Kommentarer