Der er ifølge miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen skærpelser på vej af straframmen for overtrædelser af Dyreværnsloven omkring blandt andet æglægningsbure.

Maria Reumert Gjerding fra Enhedslisten har på den baggrund bedt ministeren redegøre for de vurderinger, der ligger bag strafskærpelsen og de forventede effekter af denne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vurderingen, at bødeniveauet i erhvervssager skal være ensartet og uafhængigt af hvilket erhverv, der udøves.

Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister

Hun mener nemlig, at skadeforvolderen næppe kan mærke den store forskel i en kæmpe produktion med de bødeskærpelser, der lægges op til.

Ministeren understreger i sit svar, at skærpelsen af straffen for de grovere overtrædelser af Dyreværnsloven blandt andet skyldes hensynet til den almindelige retsfølelse og ønsket om, at strafniveauet i højere grad afspejler forholdets grovhed:

- Det forventes samtidig at kunne have en forebyggende effekt, mener ministeren.

Fordobling af bøder

Lovforslaget vedrører blandt andet en fordobling af udgangspunktet for bødestraffene i sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr og sager om gentagelsestilfælde af uforsvarlig behandling af dyr, herunder både i og uden for erhverv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dog foreslås der ingen ændringer i bødestørrelserne for så vidt angår de sager om transport af dyr, som blev skærpet med ændringen af Dyreværnsloven allerede i 2007:

- Det er vurderingen, at bødeniveauet i erhvervssager skal være ensartet og uafhængigt af hvilket erhverv, der udøves. Med de foreslåede bødestørrelser i sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr og gentagelse af uforsvarlig behandling af dyr i erhverv, tilnærmes disse bødestørrelser tilsvarende bødestørrelser på transportområdet, oplyser Esben Lunde Larsen.

Længere fængselsstraffe

Der peges videre på, at de fængselsstraffe, der fremover bliver idømt i sager om overgreb mod dyr, bliver yderligere differentieret ved, at der idømmes længere fængselsstraffe ved de grovere forhold, end tilfældet er i dag.

Esben Lunde Larsen afviser dog over for Maria Reumert Gjerding et forslag fra Dyrenes Beskyttelse om klageret i dyreværnssager på samme måde, som Danmarks Naturfredningsforening har det i natursager.

- Klageadgang i dyreværnssager er et meget komplekst område med vidtrækkende konsekvenser for de involverede personer og virksomheder. Jeg finder ikke, at der bør indføres en klageadgang som et ændringsforslag, idet indførelse af en sådan klageadgang bør ske efter nøje analyser og overvejelser, herunder med hensyn til de konsekvenser, der vil være ved en sådan ordning, slutter miljø- og fødevareministeren.