3F har iværksat en konflikt mod Pelscenter Midtjylland ApS og søsterselskabet Gindeskovgård Mink ApS. Det skriver 3F på fagbladets hjemmeside.

Formålet med konflikten er at få de to virksomheder til at tegne overenskomst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har set nogle papirer, som indikerer, at lønnen er meget lav hos arbejdsgiveren. Vi vil bekæmpe social dumping og unfair konkurrence i branchen og har derfor i længere tid forsøgt at lave en aftale om overenskomst med arbejdsgiveren, men indtil nu desværre forgæves. Vi går ikke op i, hvor medarbejderne kommer fra, men de skal behandles ordentligt, siger Flemming Sørensen, formand for 3F Holstebro.

Ned til 77 kroner i timen

Fagbladet har set en ansættelseskontrakt for en lettisk mand, som arbejdede hos Pelscenter Midtjylland. Ifølge den skulle han i slutningen af 2016 have arbejdet mellem 35 og 45 timer om ugen til en fast månedsløn på 15.000 kroner før skat - altså en timeløn på mellem 77 og 99 kroner.

Pelscenter Midtjylland, der er ejet af minkavler og pelseriejer Bo Larsen, pelser mink for en række minkavlere og er et af Danmarks største pelserier.