Når påsken er overstået, vil det være muligt for sjællandske planteavlere og maskinstationer at få præsenteret fremtidens markbehandlingsprodukter fra John Deere og Kverneland. Det sker, når Maskincenter Sjælland og Kverneland Group den 24.-25. april afvikler Future of Farming Days på Bregentveds arealer nær Haslev.

- GPS-bølgen har forlængst indtaget landbruget, og vi glæder os til at vise, hvordan John Deeres Farmsight-teknologier og Kvernelands produkter tilsammen kan bidrage til at optimere den enkelte bedrift, lyder det fra indehaver af Maskincenter Sjælland, Hans Erik Karlshøj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi mærker en stigende interesse for John Deeres autostyringssystemer, og næste skridt er JD Link - en trådløs onlinekommunikation mellem maskine og driftsleder eller servicemontør - samt ISO-bus, en avanceret elektronisk styring af maskinerne. Det er teknologier, som giver mulighed for at optimere bedriften og øge indtjeningen, og som vi vil fortælle meget mere om på vores event, siger han.

Mark-demonstrationer

Future of Farming Days består af en indendørs præsentation på storskærm af nye produkter og teknologier fra både John Deere og Kverneland. Efter præsentationen, som indeholder indlæg fra repræsentanter fra begge producenter, fortsættes der med praktiske demonstrationer i marken.

- Det er første gang, vi holder så stort et event på Sjælland, og vi medbringer derfor et bredt udvalg af produkter fra vores portefølje, blandt andet vores CLC og CTS stubharver samt U-Drill og MSC+ såmaskiner, som vi glæder os til at vise frem og demonstrere, fortæller salgschef hos Kverneland Group Danmark, Jesper Møller Nielsen.

Udover præsentationer og demonstrationer byder Future of Farming Days også på frokost samt et fagligt indlæg fra maskinkonsulent Christian Rabølle fra Gefion. Arrangørerne har desuden givet hele fire muligheder for at deltage i eventen, da der både den 24. og 25. april afvikles et formiddags- (kl. 9-13) og et eftermiddagshold (kl. 11-15).

Future of Farming Days holdes på Køgevej 61, 4690 Haslev. Eventen er åben for alle, og tilmelding er ikke nødvendigt.