Prisfaldene på aprilauktionen hos Kopenhagen Fur fortsatte i weekenden.

- Priserne falder mere, end vi havde ventet. Vores kunder er stærkt presset på likviditeten og den sivende pristendens, som vi har set henover sæsonen på vores og de andre internationale auktioner fortsætter, siger adm. direktør Torben Nielsen i en pressemeddelelse.

Udbuddet af mink er det største nogensinde med en verdensproduktion på over 80 millioner mink. Så mange mink har aldrig været til rådighed på markedet, og det skaber fortsat usikkerhed om prisdannelsen.

- Vores kunder er nervøse for det store udbud af skind. Det giver en stor usikkerhed. Samtidig har Kina generelt strammet op på kreditpolitikken, og det er yderligere med til at presse prisen ned. Vi har valgt at udbyde meget store partier i starten af sæsonen, fordi vi forventer, at markedet vil blive mættet forholdsvis hurtigt. Det har vist sig at være en rigtig strategi.  Set i lyset af markedsudviklingen må man sige, at de skind vi har solgt, har vi solgt godt, siger Torben Nielsen.

Prisforskellene på gode og dårlige kvaliteter er fastholdt til fordel for de danske minkavlere. De får en væsentlig højere gennemsnitspris, og rentabiliteten er derfor generelt højere på danske end på udenlandske minkfarme.