Der er grund til optimisme, hvis man har valgt at søge miljøtilskud gennem LandboNord. Indtil videre har 90 ud af 110 ansøgninger fået tilsagn om tilskud. Det svarer til 35,2 millioner kroner, og miljøchef i LandboNord, Allan K. Olesen, forventer, at det beløb vil stige i løbet af de kommende dage.

- Vi har oplevet en stor søgning til ordningerne om tilskud. LandboNord er en af de rådgivningsvirksomheder, der har lavet allerflest ansøgninger. Derfor er det også meget glædeligt, at vi nu kan kvittere med tilsagn til så mange gode projekter, siger Allan K. Olesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Søgning om 50 millioner kroner

Da ansøgningsrunden blev afsluttet i efteråret, kunne LandboNord konstatere, at der var blevet sat rekord. I alt knap 50 millioner kroner til projekter i nordjysk landbrug var der blevet ansøgt om inden for miljøteknologi, løsdrift i farestalde og økologisk investeringsstøtte. Men mange landmænd var til at starte med slet ikke klar over, at der var penge at hente for dem.

- Vi har eksempler på, at flere landmænd ikke var opmærksomme på muligheden for at få finansieret deres miljøinvesteringer, men efter råd fra LandboNords rådgivere for økonomi, svin, kvæg og planter, har de fået undersøgt tilskudsmulighederne her i MiljøRådgivningen. I flere tilfælde har det resulteret i både seks- og syvcifrede tilskud, som vil sikre et bedre miljø og være en finansieringskilde for landmanden, siger Allan K. Olesen.