Da roeoptagningen sæson 2016 begyndte hos I/S Gammeleje og Agrifos I/S på Vestlolland var det med større forventninger end normalt til roeoptageren.

De to bedrifter på det vestlige Lolland har et samarbejde om roeoptagningen, og strategien er, at hvert andet år byttes den selvkørende roeoptager ud med en ny.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ved præcis, hvad vi kan bytte den nye optager til om to år, og prisen pr. hektar er billigere end at holde en brugt optager kørende, fortæller Sten Sigersted, driftsleder hos I/S Gammeleje Gods.

Til sæson 2016 er optageren dog opgraderet til en treakslet maskine.

- Vi har i de seneste 11 år kørt med Holmer-optager, og det har altid været en to-akslet model, og det regnede vi sådan set også med, at vi skulle have til sæson 2016, men efter nærmere overvejelser valgte vi at gå op i størrelse og investere i den 31 ton maskine fra Holmer, og det har vi bestemt ikke fortrudt.

Lavere akseltryk

Til trods for en større og dermed tungere maskine, så er akseltrykket faktisk lavere på den 45 kubikmeter tre akslede maskine, sammenlignet med en ny to akslet maskine på 30 kubikmeter.

- Den gamle havde 14,4 ton vægt på bagakslen, mens den ny har 8,7 ton på den bagerste og 9,8 ton på den næstbagerste aksel. Vægten på forakslen er det samme, fortæller Sten Sigersted og fremhæver også de nye IF-dæk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På den gamle optager kørte vi med 2,5 bars tryk i baghjulene, mens vi på den nye optager kan sænke trykket helt ned til 1,4 bar på forakslen og 1,9 på bagakslen. Vi kører dog med en anelse mere luft i baghjulene, da maskinen ellers er meget levende på landevejen.

Dæk-størrelsen er også ret seriøs i form af Michelin 800/70R38 på forakslen samt 1050/50R32 på bagakslerne.

Sparer en mand

Foruden et lavere marktryk så sparer bedrifterne også en mand i det nye setup.

- Før havde vi en to akslet Holmer Variant til at køre mellem roeoptager og vognene, som kører roerne til fabrikken, men den var ved at være godt slidt. Maskinen var fra 2001 og havde kørt over 10.000 timer. Selvom det gav 0,5 hektar mere i timen til optageren, så tog det også en mand, fortæller den vestlollandske driftsleder.

De to lollandske godser har derfor også indrettet markerne i sæson 2016, så de passer til en selvkørende optager:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har vendt rækkerne sådan, at vi kan kører en omgang med optageren, og læsse af på traktor og vogn, som holder på fastvej. Det er naturligvis ikke altid det er muligt, og derfor har vi også delt flere større marker over på midten med et forager på tværs.

Desuden startede godserne med at tage de største marker i september, mens marken var tør og dermed kunne traktorerne og anhængerne færdes på marken.

- Hver bedrift har to roetræk, og vi hjælper dermed hinanden igennem kampagnen med de roetræk som nu er nødvendige. Eksempelvis har vi marker, hvor to roetræk er nok, mens Agrifos, som ligger en smule længere væk fra fabrikken i Nakskov ofte har brug for alle fire vogne.

Fylder ét læs

En anden stor fordel ved at gå op i størrelse er, at roeoptageren kan fylde et helt roetræk af gangen.

- Før blev der en del ventetid for chaufførerne på vogntrækkene, da den tidligere to akslet optager skulle fylde vognene op af flere omgange. Nu passer et helt læs fra optageren til et helt vogntræk, og det betyder, at vogntrækkene holdes lettere igang og vi sparer faktisk en hel time om dagen på roetrækkene mellem mark og fabrik. Det er virkelig noget, der kan mærkes, fortæller Sten Sigersted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi glæder os til at få regnet den endelig økonomi igennem på roeoptagningen, når kampagnen slutter i december, men allerede nu kan vi se, at optagningen bliver billigere i år, end de forgangene år.