Årets dyrskue på dyrskuepladsen i Thisted lørdag den 11. juni tegner til at få mindst lige så stor tilslutning som tidligere. Det fortæller Susanne Thomsen, som er koordinator for dyrskuet.

"Landbruget i børnehøjde", som de seneste år har været afholdt fredagen før dyrskuet, har igen rekord tilslutning. Sidste år var der 2.275 børn og 250 lærere fra indskolingen (0.-3. klasse) i Thy, på Mors og Thyholm tilmeldt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ved tilmeldingsfristens udløb den 8. april var tallet for i år 2.410 børn og 244 lærere. Dertil kommer et stort antal børnehaver og dagplejere, som også benytter sig af muligheden for at få et indtryk af landbrugserhvervet.

- Så fredag den 10. juni får vi en dyrskueplads, der kommer til at summe at mere end 3.000 glade barnestemmer, siger Susanne Thomsen i en pressemeddelelse.

Mange frivillige

Dyrskuets formand Kim Jørgensen, Thyholm, glæder sig over den store interesse for landbruget, som skolerne viser med opbakning fra områdets kommuner.

- Det er vigtigt for os at oplyse om landbruget og dets betydning for lokalsamfundet, og derfor prioriterer LandboThy og Mors-Thy Familielandbrug fredagens aktiviteter højt. Samtidig er vi så heldige at have en stor gruppe af frivillige, der hjælper på dagen og giver børnene en førstehåndsfortælling om landbruget. De er uundværlige hjælpere, siger Kim Jørgensen.

Antallet af erhvervsudstillere er intakt. Dog har flere i år ønsket lidt mindre stand, og derfor er der stadig få ledige kvadratmeter i standområdet. En anden grund er, at der nu er specielle og meget omkostningstunge krav for transport af større maskiner til dyrskuet, og det kan afholde nogle fra at udstille de største maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tallet for kvæg, heste og smådyr forventes også at nå niveauet for sidste år. Der er tilmeldingsfrist for dyr den 9. maj.

Mange aktiviteter

Igen i år er der et område med stande med forskellige aktiviteter i naturen og et stort telt med udstilling af lokale produkter. Underholdningsprogrammet er under planlægning, men allerede nu er blandt andet hesteshow og Stærkmands show med wrestleren Asbjørn Riis fra Mors sat på programmet.

Dyrskuepladsen tæt på centrum af Thisted bliver således fuldt udnyttet, og Kim Jørgensen håber på, at det bliver ligeså flot dyrskuevejr som de seneste par år, hvor 7.000 besøgende lagde vejen omring dyrskuepladsen.