En talsmand fra det kinesiske landbrugsministerium har oplyst, at de kinesiske myndigheder forventer, at prisen for grisekød i 2. halvår 2019 kan komme til at ligge 70 procent højere end for et år siden, skriver Markeds nyt 2019.

En 70 procent stigning i detailprisen for grisekød betyder en pris på mere end 38 yuan pr. kg. Dette vil i givet fald være betydeligt højere end rekorden fra juni 2016 på 27 yuan pr. kg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge National Bureau of Statistics faldt den kinesiske produktion af grisekød med 5,2 procent til 14,63 millioner tons i 1. kvartal 2019. Antallet af slagtninger lå med 375,25 millioner slagtninger 5,1 procent lavere end samme kvartal året før.

Kina har længe kæmpet med konsekvenserne af AF. Myndigheder ønsker, at større besætninger tester for afrikansk svinepest.

Det kinesiske landbrugsministerium opfordrer indtrængende til, at større svinebesætninger og avlsbesætninger får foretaget tests for mulig tilstedeværelse af afrikansk svinepest.

Såvel udstyr til test som finansielle midler til test vil blive stillet til rådighed af myndighederne, skriver Markedsnyt 2019 uge 17.

Landbrugsministeriet ønsker endvidere, at besætningerne, inden man tester for afrikansk svinepest, sørger for at isolere eventuelle smittede dyr og ikke flytter dem uden myndighedernes tilladelse.