På dansk initiativ har Holland, Tyskland og Danmark indført VERA-ordningen.

Ordningen skal gøre det mere gennemskueligt for landbruget, myndighederne og for andre interessenter, præcis hvor meget en teknologi kan nedbringe miljøbelastningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ordningen kan derfor bidrage til at løse landbrugets miljøudfordringer med udledning af lugtgener, ammoniak, næringsstoffer og drivhusgasser. Samarbejdet kan skabe et nyt eksporteventyr for dansk miljøteknologi, håber miljøministeren.

- Med det nye grønne stempel fremmer vi markedet for miljøeffektiv landbrugsteknologi. Det bliver lettere for de danske producenter at få godkendt teknologier, der også kan bruges til at løse miljøproblemer i Holland og Tyskland. Jeg håber og tror, at ordningen kan være med til at sætte gang i eksporten af miljøteknologi og skabe danske arbejdsplader, siger miljøminister Karen Ellemann (V).

VERA træder i kraft i Holland, Tyskland og Danmark ved årsskiftet. Ordningen vil gælde teknologier, der er med til at nedbringe miljøbelastningen fra landbruget, og på sigt skal ordningen udbredes til flere EU-lande.

Kommunerne vil fremover kunne bruge VERA til at vurdere, hvorvidt de teknologier, som landmænd ønsker at anvende, opfylder lovens krav.