Stemas Maskinsalg i Hadsten er ikke en maskinhandel som de fleste. Her er ingen butik med gummistøvler og topnøglesæt. Man kan hverken købe en harve eller en såmaskine. Og der er ingen fine traktor-reklamer på facaden.

Alligevel kender kunderne adressen ganske godt. For hos Stemas er man specialister inden for især tre mærker, hvilket gør, at Stemas' distrikt omfatter hele landet. For her i Hadsten - ganske som i Stemas-afdelingerne i Vojens og Køge - handler det primært om salg og service af Weidemann læssemaskiner til landbruget, Yanmar minigravere og Ammann maskiner til vejfolket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg vil tro, at omkring 50 procent af vores maskiner går til landbruget. Kunden kan både være den enkelte landmand, men naturligvis også maskinstationer, siger Robert Kjærgaard, der er salgschef og afdelingschef for Hadsten-afdelingen, og han forklarer gerne, hvorfor man ikke har eksempelvis traktorer på programmet.

- Det ville fjerne fokus fra det, som vi ellers er gode til, nemlig de mindre entreprenørmaskiner til landbruget, siger Robert Kjærgaard.

Alene når det gælder Weidemann læssemaskinerne, er det landmænd og maskinstationer, der skriver under på 60-65 af købskontrakterne.

- Når en landmand først har haft sådan én inde på gårdspladsen, bliver den meget svær at undvære, siger Robert Kjærgaard, der tilføjer, at mange landmænd i vore dage også råder over minigravere eller rendegravere.

Weidemann er et stort mærke inden for både landbrug, have- og landskabsbrug, heste- og ridesport, offentlige institutioner samt industri- og byggesektoren. Yanmar er specialister inden for levering af kompakte minigravemaskiner til anvendelse både i industri- og byggesektoren, den offentlige sektor samt til have- og anlægssektoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Eldrevet nyhed

På det faste spørgsmål om, hvad man er bedst til i forretningen, kommer svaret prompte:

- Vi er rigtig gode til at omstille os til både markedet og kundernes behov. Og uanset hvad vi ellers har beskæftiget os med, har vi altid fastholdt vores ekspertise inden for de tre mærker, Weidemann, Yanmar og Ammann. Det er vigtigt at holde fokus, siger Robert Kjærgaard, der for tiden glæder sig meget til Agromek i Herning i november.

- For på Agromek kan vi vise en ny eldrevet Weidemann læssemaskine, siger Robert Kjærgaard.

Ud over sælgerne i Hadsten og de øvrige afdelinger, har Stemas 23 underforhandlere, så forhandlernettet er tilpas finmasket. I Hadsten-afdelingen er der 16 ansatte, herunder fire på værkstedet. Dertil har Stemas 10 servicebiler kørende - halvdelen i Jylland og på Fyn, den anden halvdel på Sjælland.

Hos Stemas i Hadsten er der lys, luft og venlige lokaler. Grunden er på 12.000 kvadratmeter, og der er plads til udvidelser, hvis det skulle kommer dertil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I det hele taget ser Robert Kjærgaard lyst på fremtiden for både landmænd og maskinhandlere.

- Jeg synes, at vi oplever en generel optimisme. Det går måske langsomt fremad, men det går den rigtige vej. Bankerne er også blevet lidt mere villige, siger Robert Kjærgaard.

Gazellen

Historien om Stemas begyndte tilbage i 1981, da Stemas Maskinsalg blev grundlagt i en gammel garage på havnen i Aabenraa. Et par år efter var man blevet eneimportør af Mustang minilæssere i Danmark, og inden længe kunne man bygge en ny hal i Aabenraa, ligesom man indledte det første samarbejde med Johs. Møller Maskiner.

I 1986 får Stemas importen af Yanmar i Danmark, og i 1988 etableres en afdeling i Blegen ved Randers, og i 1990 etablerer man sig for første gang på Sjælland. Et vigtigt skridt tages i 1996, hvor Stemas får importen af Weidemann læssemaskinerne.

I 1999 bliver Stemas Maskinsalg opkøbt af JMM Group - men Stemas-navnet bevares. Efter diverse flytninger af afdelinger er der nu tre Stemas-afdelinger, nemlig i Vojens, Køge - og Hadsten-afdelingen, der blev til i 2003, da Randers-afdelingen sammen med Johs. Møller Maskiner flyttede ind i de helt nye faciliteter nær motorvejen ved Hadsten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stemas blev i 2007 udnævnt til "Gazellevirksomhed" og var dermed blandt de 2.063 hurtigst voksende virksomheder i Danmark.