Kooperativer har en bitter smag af den forhadte, men uddøde, sovjetiske styreform i Litauen. Minderne om Sovjet-tidens ineffektive kæmpelandbrug stritter frem overalt i Litauens jordbrugsområder: Forvitrede beton-stalde i over 100 meters længde, rustne traktorer af mærkerne Ursus og Belarus står henslængt hist og pist.
Efter uafhængigheden fra Sovjetunionen i 1990 blev den gamle styreform brutalt revet ned, og landarbejderne delte jord, bygninger og maskiner imellem sig.
Men der var ikke styr på tingene, og Litauens landbrugsproduktion faldt med 60 procent over de følgende år.
Og for at føje spot til smerte, så blev Litauens hektarstøtte ved medlemskabet af EU i 2004 udregnet efter netop de år, hvor landbrugsproduktionen styrtdykkede. Det betyder, at de litauiske bønders hektarstøtte er meget lille.
Efterhånden har landmændene fået styr på landbruget - blandt andet ved hjælp af kooperativer eller, som vi siger herhjemme, andelsselskaber.
Tidligere var mælkeproducenterne henvist til at sælge til private aktører, der i store træk bestemte priserne, men i dag har andelsselskaberne magten på mælkemarkedet, idet 90 procent af mælkeproducenterne er tilsluttet kooperativer.
Eksperter hjælper
I den lille landsby Punia i Alytus-distriktet er mælkeproducenten Albertas Jusas medlem af Litauens største kooperativ, Pienas, og selv om de private selskaber har budt ham gode priser for at forlade kooperativet, foretrækker han at blive, hvor han er.
- Jeg får hjælp af kooperativets eksperter, hvis jeg får problemer med besætningen, siger Albertas Jusas om Pienas, der har 220 medlemmer.
Kun 10 procent af Litauens mælkeproducenter har valgt at holde sig uden for landets syv kooperativer.
Kvægbedriften blev etableret i 2006 på en tidligere Sovjet-inspireret kolchos, efter at Albertas Jusas i en periode efter Litauens uafhængighed havde drevet et lille landbrug på 30 hektar med svin, køer, får og høns.
Han ville renovere de slidte beton-bygninger på gården, og netop som budgettet for at renovere og ombygge de sovjetiske stalde var på plads, væltede krisen hans budget.
Skaffe kapital
EU's landdistriktsmidler udgjorde 50 procent af den budgetterede pris på omkring 1,5 millioner kroner, men byggepriserne skød i vejret, hvilket EU-midlerne ikke gjorde, så Albertas Jusas måtte ud at skaffe yderligere kapital til projektet.
Det lykkedes Albertas Jusas at rejse den fornødne kapital, og i dag har han 140 køer plus afkom.
De første 30 sortbrogede køer på bedriften kom fra Sverige, men efterhånden har han oparbejdet tre racer, der alle har nogle af de svenske gener i sig. Desuden er der kommet en litauisk sortbroget race ind i blodet, og endelig har Albertas Jusas også fået avlet en gammel, litauisk race ind i besætningen.
En 2 gange 6 malkestald fra Tyskland er blevet sat op i stalden, og dagsproduktionen ligger på cirka 1.800 kg mælk.
Dagsprisen i september 2013 var cirka 2,20 kroner pr. kg mælk af den bedste kvalitet, mens gennemsnitsprisen var cirka 1,55 kroner.
Billig jord
Ensilagen i vintertid består af græs, lucerne og majs, og Albertas Jusas tilsætter soja, mineraler plus hø. Om sommeren går køerne på græs.
Familien driver 180 hektar, heraf er 65 hektar egen jord. Prisen for at leje jord i dette område er cirka 450 kroner om året pr. hektar.
Generelt er jorden billig i Litauen. En hektarpris på 25.000 kroner vil ikke virke afskrækkende på en dansker, men der er strenge regler for opkøb af jord i Litauen.
Udover Albertas Jusas arbejder også hans hustru Laima og deres søn Ginteres på gården. Der er yderligere fire ansatte, og Albertas Jusas beklager sig over, at det er så svært at finde ordentlig arbejdskraft.
- De gode folk er rejst til Holland, England og Danmark. Nu er der mest dem tilbage, der ikke rigtig gider at arbejde, for de får lige tilpas nok penge af regeringen, så de ikke behøver at arbejde, siger han og tilføjer:
- Social støtte gør folk ugidelige og drikfældige.
Rejsen til Litauen var finansieret af EU
