Stadig lang vej til rentabel biobrændstof
Sniger oliepriserne sig op på over 100 dollar pr. tønde, vil det kunne betale sig at bruge biobrændstof produceret i Danmark. Det viser en ny samfundsøkonomisk analyse fra DMU, der følger produktudviklingen af biobrændstof helt fra vugge til grav.
At skifte fossile brændstoffer ud med biobrændstof handler ikke kun om miljø. Det handler også om ressourcer, der i stedet kunne have været brugt til noget andet. Det skriver Ingeniøren.
I en ny undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) konkluderer forskerne, at prisen på en tønde råolie næsten skal op at ringe på 100 dollar tønden, for at det samfundsøkonomisk kan betale sig at øge mængden af dansk-produceret biobrændstof i bilerne.
- Man skal være utroligt opmærksom på, at hvis man vil bruge biobrændstof i bilerne, skal man se på, hvad man alternativt går glip af, og derfor er både olieprisen og priserne på landbrugets produkter afgørende, siger Flemming Møller, der står bag rapporten, til Ingeniøren.
Biprodukter kan bruges i industrien
- Vi har kun en given mængde landbrugsarealer i Danmark, og med denne rapport har vi skåret ud i pap, hvad man mister, når man bruger disse arealer til andet end fødevarer og foder. Noget kan sagtens se energimæssigt fornuftigt ud, men drager man så velfærdsaspekterne ind, ser det måske ikke så fornuftigt ud alligevel, siger han.
Selv om der går noget tabt – for eksempel hvedehalm til forbrænding på kraftværker, er der også noget at vinde. Når raps bliver presset, bliver der noget tilovers – nemlig glycerin, som for eksempel kan bruges til at erstatte kul på kraftværker, og rapskage, som kan erstatte sojakage som dyrefoder.
Flemming Møller vil ikke spå om, hvornår vi lige præcis når break-even, hvor olieprisen er præcis så høj, at det begynder at kunne betale sig.









Kommentarer