Flere pesticider og deres nedbrydningsprodukter trænger ned i grundvandet i en koncentration overskridende grænseværdien under opsprækkede lermarker end under sandede marker.

Det viser resultater fra Danmarks Varslingssystem for Udvaskning af Pesticider til Grundvand (VAP), som består af fem marker med almindelig landbrugsdrift, der sprøjtes med godkendte pesticider i de maksimalt tilladte doseringer, så det kan undersøges, om pesticiderne eller deres nedbrydningsprodukter trænger ned til grundvand, drænvand eller jordvand under markerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Testmarkerne repræsenterer de forskellige typer af jordbund, geologi og klima i Danmark. To af de eksisterende marker ligger på sandaflejringer ved Tylstrup i Nordjylland og ved Jyndevad i Sønderjylland, mens de tre andre ligger på opsprækkede leraflejringer ved Silstrup og Estrup i Jylland og ved Fårdrup på Sjælland.

Når nedbør falder på en sandmark vil det bevæge sig ned gennem alle de hulrum, der er mellem sandkornene. Undervejs kan pesticider og deres nedbrydningsprodukter binde sig til eller nedbrydes på overfladen af alle de korn, de møder på vejen ned til grundvandet. På sandmarker kan der derfor primært påvises langtidsudvaskning af nedbrydningsprodukter i koncentrationer over grænseværdien (0,1 µg/L).

På trods af at lerjord forekommer massiv og uigennemtrængelig, er den fyldt med sprækker, som vand ofte let kan løbe igennem. Transportvejen gennem sprækkerne kan være hurtig, så pesticiderne og deres nedbrydningsprodukter når sjældnere at blive helt nedbrudt eller bundet på deres vej til grundvandet. Dette forhold er i VAP blevet påvist ved, at flere pesticider og deres nedbrydningsprodukter findes i grundvandet under de opsprækkede lerede jorde end under de sandede jorde

De opsprækkede lerjorde udgør cirka 40 procent af Danmarks overflade, så VAP udvides i 2017 med endnu en opsprækket lermark, der ligger ved Lund på Stevns på Sjælland. Formålet er at øge forståelsen af sprækkers betydning for jordens gennemtrængelighed for pesticider og deres nedbrydningsprodukter, så muligheden for tidlig varsling af risiko for udvaskning og dermed beskyttelsen af Danmarks grundvand forbedres.

Fund af nedbrydningsprodukt

Den nye rapport fra VAP fortæller, at der er blevet analyseret for 15 pesticider og 22 nedbrydningsprodukter i perioden juli 2013 - juni 2015. Ud af disse 37 stoffer er seks pesticider og syv nedbrydningsprodukter detekteret i prøver fra grundvandet. Af disse er to pesticider og fire nedbrydningsprodukter i nogle tilfælde detekteret i koncentrationer over grænseværdien på 0,1 µg/L.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For eksempel er nedbrydningsproduktet 1,2,4-triazol flere gange blevet fundet i grundvandet under både sandmarker og opsprækkede lermarker. Nedbrydningsproduktet er fundet både før og efter svampemidlet tebuconazole er blevet anvendt i vinterhvede på markerne, hvilket stiller spørgsmålstegn ved kilden til fundene.

Umiddelbart indikerer fundene en overfladenær kilde. En nærmere analyse, der også inddrager andre kilder som tidligere anvendelse af tebuconazol og andre nærtbeslægtede svampemidler (de såkaldte azol-midler), er endnu ikke afsluttet.

VAP er finansieret af Miljøstyrelsen. Resultaterne fra VAP er for perioden 1999-2015 beskrevet i en rapportserie udarbejdet af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) samt Institut for Agroøkologi og Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.