SP Group overtager plastproduktion
SP Moulding A/S, der er et datterselskab af SP Group A/S, overtager pr. 1. oktober 2010 Phasion Groups aktiviteter inden for sprøjtestøbt plast. Produktionen flyttes fra Skive.
Phasion Group A/S ønsker at fokusere sin forretning på service og vedligehold af værktøjer (forme) samt fremstilling og sourcing af nye værktøjer til Phasion Groups kunder, herunder SP Moulding. Det skriver Food-Supply.dk.
SP Moulding, der også fremstiller plastløsninger, vil i tæt samarbejde med kunderne flytte produktionen fra Skive til SP Mouldings eksisterende fabrikker i Stoholm, Juelsminde og Polen.
-Vi ønsker at fokusere vor forretning og er overbeviste om, at vi med denne aftale med SP Moulding har fundet den rette fremtidige partner for vore mange plastkunder. I tillæg hertil forventer vi at kunne udvide vort samarbejde med SP Moulding på værktøjsforretninger, udtaler administrerende direktør for Phasion Group til Food-Supply.dk.
Købet af plastaktiviteterne fra Phasion Group ændrer ikke ved SP Groups senest udmeldte forventninger til dette år, som er en omsætning i niveauet 850 millioner kroner og et resultat før skat og minoriteter på godt 20 millioner kroner.









Kommentarer
Indsend kommentar