Efter fabrikant Jens Holms død i slutningen af maj i år stod hans 30-årige søn Martin pludselig med ansvaret for, om faderens personligt ejede virksomhed, Jens Holm Smede- og Maskinværksted, skulle afvikles eller køres videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Martin Holm var ikke ansat i faderens firma på det tidspunkt, så mange svære beslutninger skulle træffes oven i den sorg, det er at miste sin far.

- Jeg har altid haft lyst til at drive en maskinforretning, men det kunne have været lettere at overtage min fars firma, hvis et generationsskifte var blevet indledt i god tid. Men sådan fungerer livet jo ikke altid, fortæller Martin Holm.

Han nævner det trofaste personale, John Laursen på værkstedet, Jørgen Hammeken på lageret og mekaniker Sergei Lavrinenko som væsentlige årsager til, at han besluttede at tage udfordringen op og selv køre firmaet videre.

- Det er stabile og gode folk, og vi kender hinanden godt, så det føltes naturligt, at vi fortsatte samarbejdet.

En anden årsag til, at Martin Holm tog udfordringen op, er hans kæreste gennem 11 år, Mette Bejer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun har et indgående kendskab til firmaet, idet hun har arbejdet i alle hjørner af maskinforretningen i fem år.

- Jeg hjælper med at passe butikken, kontoret og telefonerne.  Desuden har jeg en del arbejde med at holde hjemmesiden opdateret, fortæller hun.

Vil styrke værksted og salg

Det unge par er enige om, at der ikke lige nu vil ske de store forandringer i firmaet, der nu hedder Jens Holms Eftf. ApS.

Martin Holm, der er uddannet landbrugsmaskinmekaniker, vil dog i første omgang gøre en indsats for at styrke værkstedets position i firmaet.

- Og så vil salget af nyere, brugte maskiner få større vægt. Desuden fortsætter produktionen af vejhøvle, sneplove og vogne,, siger Martin Holm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er ikke så ked af, at firmaet for nogle år siden mistede sin mangeårige John Deere-forhandling.

- De nye maskincentre er meget specialiserede og dyre at drive, så det kan være en fordel for os ved, at vi nok kan sælge og servicere de lidt ældre maskiner til en konkurrencedygtig pris, mener han.

De mange år med John Deere betyder dog, at der stadig arbejdes meget med den grønne traktor på både salgs- og servicesiden.

Kontakten til de lokale kunder skal ifølge Martin Holm styrkes, selv om meget af maskinhandlen via internettet er rykket ud i hele landet.

- Der er mange i lokalområdet, der ikke ved, at vi både har havemaskiner og en ret velassorteret butik, hvor vi også sælger til private, siger den nybagte virksomhedsejer og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er rigeligt at se til, så vi kommer ikke til at kede os.