Ifølge Viborg Stifts Folkeblad er mange svineproducenter hårdt ramt af den varme sommer, og flere står lige nu overfor store udfordringer med fodermangel, der kombineret med de lave priser på svinekød, kan komme til at koste dem forretningen.

- Vi har allerede set nogle konkurser, og der er desværre heller ikke tvivl om, at der kommer flere, når mange svineproducenter hen sidst på vinteren løber tør for eget foder. Så skal de ud og købe, og det bliver til høje priser, for det er jo ikke kun i Danmark, at kornhøsten er slået fejl på grund af tørken, så foder er blevet rigtig dyrt, siger formanden for Landboforeningen Midtjylland, Frede Lundgaard Madsen til Viborg Stifts Folkeblad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mens det hele ser skidt ud for svineproducenterne, ser det bedre ud for de landmænd, der har malkekøer, og er en del af de rene planteavlere.

- Sensommeren og efterårets vejr med regn og varme har været ideelt for græsset, så mange har haft mulighed for ekstra høst til dyrefoder, og også majshøsten ser ud til at blive helt fin, oplyser Frede Lundgaard Madsen til Viborg Stifts Folkeblad.

Han vurderer derfor, at mælkebønderne kommer gennem 2018 med skindet på næsen, ligesom de rene planteavlere også har udsigt til et nogenlunde fornuftigt år.

- Det er klart, at nogle planteavlere bliver ramt, hvis de har satset hårdt enkeltafgrøder, for eksempel på hestebønner, som stort set ikke gav noget udbytte, men generelt vil mange rene planteavleres noget mindre produktion blive opvejet af tilsvarende høje priser, siger Frede Lundgaard Madsen, som ifølge Viborg Stifts Folkeblad slet ikke tør forudsige, hvordan 2019 bliver for landmændene.