Solsikke er en interessant afgrøde til foder til blandt andet høns. De modner desværre sent, hvilket gør afgrøden sårbar i forhold til høst til modenhed med mejetærsker. I våde efterår, som det vi aktuelt oplever, er det mere reglen end undtagelsen, at der går skimmelsvamp og råd i hovederne, inden de modner af. Sådan et efterår er det godt at have et alternativ til mejetærskeren, skriver Økologisk Landsforening.

Plukkebord løser opgaven

Og det findes, viser en høst-demonstration, som Økologisk Landsforening arrangerede i samarbejde med planterådgiver Kjeld Forsom, ØkologiRådgivning Danmark. Den foregik hos fjerkræproducent Jan Volmar, Brande, som dyrker en række forskellige foderafgrøder til test som hønsefoder. Solsikker er en af disse, og de blev høstet med en majs-finsnitter med plukkebord og efterfølgende presset i baller i et stationært anlæg, skriver Økologisk Landsforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og maskineriet fungerer, fortæller Kjeld Forsom.

- Plukkebordet er i stand til at trække hovederne af stænglerne. Det går knap så hurtigt som i majs, fordi stænglerne er mere seje. Fremkørselshastigheden er langsommere, men teknikken virker, siger han.

- Hovederne var bløde og blev snittet ganske fint. Nu bliver det spændende at se, hvordan ensileringen forløber, siger Kjeld Forsom.

Minder om majsdyrkning

Solsikke vil i mange økologiske sædskifter være en god vekselafgrøde. Den er nem at dyrke, og selv om den på en række områder minder om majs, er den mindre krævende. Den har samme gødningsbehov som majs, og kløvergræs er derfor en god forfrugt, skriver Økologisk Landsforening.

- Solsikke skal dyrkes på rækker, strigles og radrenses som majs, men i modsætning til majs er den ikke så sart med hensyn til varme. Spurvefugle kan være et problem, når kernerne begynder at modne, siger Kjeld Forsom.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Solsikkekerner er nemlig nærmest et fuldfoder for fugle. Det er blandt andet også derfor, økologiske fjerkræproducenter har et godt øje til afgrøden i jagten på hjemmedyrket foder med høj proteinværdi, der kan erstatte importerede fodermidler, skriver Økologisk Landsforening.

Jan Volmars solsikker og andre test-afgrøder er en del af Økologisk Landsforenings projekt 'Den alsidige fjerkræbedrift', hvor fodermidler, der kan dyrkes lokalt, beskrives med hensyn til dyrkning og foderværdi for fjerkræ.