Virksomheden Plus Tec Aps i Holstebro har udviklet en gyllealarm, som er slået så godt an, at firmaet nu søger verdenspatent på sit produkt.

Det oplyser Jørgen Seerup, der udover at sælge gyllealarmen også har været med til at udvikle teknikken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi begyndte med udviklingsarbejdet i 2007, da nogle landmænd efterspurgte en løsning på de problemer, der opstod i forbindelse med krav om jordvolde omkring gylletanke, fortæller Jørgen Seerup.

De pågældende landmænds bedrifter grænsede nemlig op til Karup Å, og landmændene var noget trætte af at skulle bygge de omtalte volde.

Derfor spurgte de, om el-installationsfirmaet Plus El kunne konstruere en gyllealarm.

Jørgen Seerup arbejdede på det tidspunkt i el-installatørfirmaet Plus El, og i 2008 var den første alarm klar til salg.

- Alarmen kan monteres på en næsten fuld tank, idet den skrues fast i toppen af gylletanken. Ved at indføre højde og bredde på tanken i et regneark regner man trykket ud, og de tal indstilles på en processor, der er forbundet med en trykmåler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når der bliver mindre tryk som følge af, at væskestanden falder, sender alarmen via et GSM-modem en besked til landmanden om væskestanden, forklarer Jørgen Seerup.

Pumpen stopper

Modemet kan også overføre data til et websted og dermed dokumentere, hvad der sker i gylletanken. Loven foreskriver nemlig, at pludselige fald i væskestanden skal meddeles driftsherren elektronisk.

- Hver gang, der sker en bevægelse i væsken, bliver det registreret, fortsætter Jørgen Seerup.

Føleren i lagertanken kan også indstilles til at stoppe pumpen mellem fortank og lagertank, hvis der sker et uheld i transporten mellem de to tanke.

- Der er dér, de fleste uheld sker, og landmanden får via SMS besked om driftsforstyrrelsen, siger Jørgen Seerup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han anslår, at cirka 3.500 gylletanke bliver berørt at lovkravene, og han forventer, at Plus Tec ApS har mulighed for at sætte sig på halvdelen at dette marked.

Af samme årsag er virksomheden i gang med at opbygge et landsdækkende forhandlernet via el-installatører.