Der er afsat 150 millioner euro til reduktionsstøtte til mælkeproducenter i EU’s krisepakke på mejeriområdet på samlet set 500 millioner euro. Ordningen har til hensigt at begrænse produktionen af mælk med op til 1,078 millioner tons ved at betale cirka en krone pr. kg mælk til de mælkeproducenter, der reducerer deres produktion.

Ordningen omfatter fire ansøgningsrunder. Hvis det afsatte beløb til ordningen i hele EU bliver udnyttet fuldt ud i 1. ansøgningsrunde, vil der ikke blive flere ansøgningsrunder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forordningen blev offentliggjort i EU-tidende lørdag den 10. september 2016, og trådte ikraft søndag 11. september 2016. NaturErhvervstyrelsen udsender snarest en vejledning om ansøgning og udbetaling af støtte. Vi anbefaler, at du indsender din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristens udløb.

For at kunne få støtte under ordningen til reduktion af mælkeproduktionen - i første omgang støtte for reduktion af mælkeproduktionen i perioden oktober - december 2016 sammenlignet med samme periode året før - skal der indsendes en ansøgning til NaturErhvervstyrelsen. Ansøgninger om støtte skal indsendes mellem 12. september og 21. september 2016 klokken 12.00.