Det må siges at være en ægte maskinstationsmaskine, som Vesthimmerlands Maskinstation har anskaffet sig i form af en seks meter Horsch Pronto DC discsåmaskine med placering af gødning i enten separat skær, eller sammensåning med korn, Maskinen er desuden udstyret med kran til fyldning af såkassen med storsække, og opbygning med ekstra skær og pakkehjul til såning af kløvergræs på 7,5 centimeter rækkeafstand.

Prikken over i'et er maskinstationens egen lille opfindelse i form af en gammel gødningsspreder, som er ombygget til en hjemmelavet såkasse til eksempelvis græsfrø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selve såkassen kommer fra en ældre Bogballe-gødningsspreder, hvor sprede-aggregatet er blevet afmonteret, og en holder til A-ramme er sat på.

- Det har ikke taget mange timer, at lave sprederen om til en såkasse, og med et skod i bunden af tanken, kan jeg uden problemer fylde såkassen med eksempelvis græsfrø, og efterfølgende hejse kassen op til DueDrill-såkassen og tømme kasse, fortæller Morten Stig, maskinfører hos Vesthimmerlands Maskinstation og fast chauffør på den nye Horsch Pronto-såmaskine.