Kommuner skaber i stigende grad problemer for landbrugets køretøjer, når de indsnævrer veje og opstille chikaner, som angiveligt skal fremme trafiksikekrheden.

Aarhus Stiftstidende beretter om et af de seneste eksempler, Vroldvej, som indsnævres til 3,25 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det har fået Hylke Maskinstations indehaver, Carsten Nielsen, til at beklage sig til den lokale avis:

- Med vore traktorer og mejetærskere har vi en udfordring. Det bliver sværere og sværere at køre på vejene. Vroldvej bliver 3,25 meter bred i begge retninger og får mange steder med midterrabat. Det slår ikke til, når nogle af vore landbrugsmaskiner, der altså gerne må køre på vejene, er fire meter brede, siger Carsten Nielsen til avisen.

- Jeg ved efterhånden ikke, hvordan jeg skal komme frem. Samtidig vil vi helst ikke genere mere end højst nødvendigt. Vi skal jo alle være her, men der kommer flere og flere biler, og vi er ikke ret populære. Derfor vil vi gerne prøve at vise hensyn. Men det er ikke nemt, når vejene er så smalle, siger Carsten Nielsen.

Balancegang

Ifølge Skanderborg Kommunes vejchef, Jens Erik Sørensen, og hans medarbejder, Kirsten Andersen, er det med fuldt overlæg, at kommunen snævrer kørebanerne ind på Vroldvej og planlægger hastighedsdæmpende bump andre steder.

De erkender dog, at det er en balancegang, når kommunen laver fartchikaner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et dilemma, og jeg har talt med flere landmænd, som er bekymret for, at de ikke kan komme frem på Vroldvej. Men det kan de. Men kommer de med køretøjer, der er bredere end 3,25 meter, så er de nødt til at trække over i det andet vejspor med det ene hjulpar eller trække ud i cykelstien. Det er altid en balancegang, for vi ér en landbrugskommune, og landmændene er nødt til at kunne komme frem. Men det indregner vi også, siger Kirsten Andersen til Aarhus Stiftstidende.

Læs om Hylke Maskinstations udfordringer her

Læs Skanderborg Kommunes reaktion her