På den netop afholdte entreprenør-messe Bauma, som blev afholdt fra den 11. til den 17. april med over 3.400 udstillere viste Case Construction en ny rendegraver frem i form af 580ST.

Modellen er dog ikke ny som i "aldrig set før", men den er reelt en finpudset udgave. Umiddelbart en interessant maskine for det danske marked, men "de glade rendegraver-dage" er for længst ovre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der vil altid være et marked for rendegravere i Danmark. Vi sælger selv cirka 25 styk om året. Udlejningsfirmaerne er igen ved at have maskintypen med i deres flåde. Det kan godt være, at det er i mindre antal, men de har dem, siger Palle Kjærsgaard, direktør i den danske Case forhandler S.D. Kjærsgaard A/S.

580ST byder blandt andet på små forhjul, hvilket de færreste rendegravere har i dag.

- Mindre forhjul har den fordel, at det giver en lavere og lettere maskine, og samtidig har føreren et bedre udsyn. Det kan godt være at de små forhjul kan få en renæssance, mener Palle Kjærsgaard.

Vælger S.D. Kjærsgaard at tage 580ST hjem til Danmark, bliver det med et par modifikationer. Blandt andet med Powershiftgear, fortæller direktøren.