Sønderjysk Landboforening (SLF) har som led i en forsøgsordning med Seges lånt en jordscanner, der kan måle forskellige stoffer og værdier i jorden og på marken.

Jordscanneren, der kommer fra firmaet Soilcares, kan for eksempel måle ler, organisk stof, kalium, phosfor samt total kvælstof og PH-værdi i jorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter et par starts vanskeligheder med jordscanneren benytter Planteavl i SLF sig nu næsten dagligt af det nye redskab.

- Det er et godt supplement, men ikke en erstatning til de almindelige jordprøver. Men hvis man for eksempel har et område på marken, hvor planterne ikke trives, så kan man med jordscanneren rimelig nemt og hurtigt få en indikation på, hvad der kan være galt. Man får svar med det samme - der er ingen prøver, man skal gå og vente på, siger planteavlskonsulent Carsten Clausen Kock.

En bar plet på marken

Carsten Clausen Kock fortæller om en klassisk situation på marken - et eksempel, hvor der havde været en plet i mange år, både i såvel vårsæd som vintersæd. Det viste sig, at jorden derfra målte en høj PH-værdi.

- Hele marken lå højt, og der var tegn på, at den var blevet overkalket igennem tiden. Vores anbefaling var, at landmanden skulle GPS kalke næste gang, netop for at undgå overkalkning, siger Carsten Clausen Kock.

SLF opfordrer landmænd til at komme forbi kontoret med en pose jord, hvis de har en bar plet på deres mark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Landmændene er meget velkomne til at kigge forbi. Så kan vi hurtigt måle jorden og se, hvad der kan være galt, siger Carsten Clausen Kock.

Det er vigtigt, at landmanden både tager en pose jord med fra det dårlige område og en pose jord med fra et godt område. På den måde kan man måle og se forskellen mellem de to jorde.

SLF har jordscanneren til låns et par måneder, hvorefter Seges vurderer, om scanneren er brugbar på dansk jord.

Der er to landboforeninger i hele landet, der kører forsøgsordningen lige nu.