Slagteri hyrer østarbejdere trods ledighed
På slagteriet Jutland Meat i Struer er fire ud af fem nyansatte fra Østeuropa. De er nemlig bedst kvalificeret, siger direktøren. Samtidig står 160 danske slagteriarbejdere rundt i området uden arbejde.
Da Danish Crown i 2005 lukkede slagteriet i Holstebro, blev det overtaget af Frans Stortelder fra Holland og omdøbt til Jutland Meat. Dengang var der ingen danske slagteriarbejdere at få, så det var udlændinge eller ingenting. I dag er et underskud vendt til et overskud på flere millioner kroner, oplyser avisen.dk ifølge DR.
Nu er der 180 ansatte på slagteriet, og flertallet kommer fra Polen, det tidligere Østtyskland og Rumænien.
Dan Mortensen arbejdede på slagteriet indtil for en uge siden.
- Jeg er blevet fyret, så de kan få flere udenlandske arbejdere ind, siger han til DR Nyheder.
Et samfundsproblem
Slagteriarbejdernes fagforbund, NNF, vil have Jutland Meat til at ansætte danske arbejdere, før det hyrer udlændinge.
- I den nuværende situation har virksomheden en forpligtelse til at tage særlig hensyn til den danske arbejdskraft, siger Steen Hartmann, der er formand for NNF i Midt Vestjylland.
Tillidsmand på Jutland Meat, Ole Heedegaard, ser det som et samfundsproblem, at man ikke hyrer de arbejdsløse slagteriarbejde, der er i Danmark.
Men han erkender, at de udenlandske slagteriarbejdere kan noget, som de danske ikke kan: Deres arbejdsmoral og deres udholdenhed er højere end en dansk slagteriarbejders. Og så kan de ikke sige fra, tilføjer Ole Heedegaard.
Direktør for Jutland Meat, Frans Stortelder, kan ikke se den store forskel på danske og udenlandske slagteriarbejdere.
- Det vigtigste for os er, at vi finder de rette folk til den rette plads, siger han til DR Nyheder.









Thaj....Konkurrenceevne. Den som kan lave mest til billigst penge, det er vel den junglelov som er i den globale handel, hvad enten man kan lide det eller ej.