Den franske producent af blandt andet harver og såmaskiner, Sky, har fået en importør i Danmark.

- Jeg har allerede bestilt de to første discsåmaskiner, som ankommer til landet om en måned, fortæller Bjarne Rytter, indehaver af Rytter Maskiner, som er den danske importør af Sky.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg får en fire meter version hjem til demo-kørsel.

Bjarne Rytter, Rytter Maskiner

Han fortæller, at Sky producerer såmaskiner til både reduceret og pløjet systemer, og såmaskinerne består af to serier: MaxiDrill og EasyDrill.

- MaxiDrill-maskinerne er opbygget med to rækker disc, med trykhjul både foran og bagpå, hvor gødningen placeres ved den bagerste række disc. Derefter kommer såsektionen, som også består af disc, forklarer Bjarne Rytter, som også kan fortælle, at de to maskiner, som ankommer til Danmark, både er udstyret med gødningsplacering samt græsfrøsudstyr.

- Jeg får en fire meter version hjem til demo-kørsel, og en seks meter til udstillinger og lignende.

Stort tryk

Foruden discmaskinerne i MaxiDrill-serien, så forventer Bjarne Rytter sig også meget af EasyDrill-såmaskinerne:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er maskiner til direkte såning, og opbygningen enten som en boks-maskine med mekanisk udsåning, eller som en luftassisteret maskine.

- I modsætningen til mange andre boks-maskiner på markedet, så har Sky monteret to store transporthjul bagerst, som under markarbejdet hæves op i luften, men kan sænkes ned, hvis man kommer ud i et blødt underlag.

Såskærerne på maskinen er placeret under såkassen, og det betyder blandt andet, at der kan lægges et skærtryk på op til 250 kg pr. såskær.

- Maskinerne kan leveres i boksudgaven i enten tre eller fire meter med eller uden gødningsplacering.

I den luftassisterede udgave på fire og seks meter, bliver transportbredden tre meter, da modellerne er hydrauliske sammenklappelige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En maskine til flere formål

Sky producerer også SW9000-modellen, som er en bugseret såmaskine med et ni meter bredt så-aggregat, som kan afmonteres:

- Med denne løsning, kan samme tankenhed benyttes til flere forskellige opgaver, eksempelvis kan en majssåmaskine monteres i trepunktsophænget på maskinen i stedet, og den 4.100 liters tank kan i stedet bruges til start gødning, fortæller Bjarne Rytter.