Da Thorbjørn Sørensen skulle investere en ny minilæsser, var han ikke i tvivl om at der skulle bælter på frem for hjul:

- Vi bruger den først og fremmest til at muge ud med, og til det er den helt suveræn. Den sætter sig aldrig fast, og fordi den er så stærk, kan jeg have 3-4 gange så meget med i skovlen, end jeg kan med en knækstyret maskine, som jeg bruger på en anden ejendom. Og så er den bare hurtig og nem at komme rundt med, siger den 49 årige landmand om den nye Cat 249D skridlæsser på bedriften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg forstår ikke, at man fortsætter med at bruge de knækstyrede fire-hjulede læssere. De kommer til kort, når du sammenligner dem med en minilæsser med larvebånd. Cat'en er meget mere effektiv, og den klarer sig uden problemer, selv om vi kører i møg og dybstrøelse. Mit råd til andre landmænd går helt klart på, at de nøje skal overveje at købe en minilæsser på larvebånd i stedet for en knækstyret på hjul, siger Thorbjørn Sørensen.

Stærk undervogn

Maskinen bliver også brugt til at transportere midi-bigballer. Faktisk kan Torbjørn Sørensen have to med ad gangen, og det sparer ham selvsagt for en del kørsel frem og tilbage. Transport af sand og udgravning af murbrokker hører også til de opgaver, som Thorbjørn Sørensen bruger maskinen til.

- Maskinen er meget produktiv. Hydraulikken er helt suveræn, og så bliver jeg altså nødt til at fremhæve undervognen. Den er helt utrolig stærk. Og det skal den selvfølgelig også være. Når vi muger ud med den, er det jo næsten halvt gylle, så det stiller store krav til materiellet, siger Thorbjørn Sørensen.

Omkring 9.000 slagtesvin

Thorbjørn Sørensen har været landmand siden 1993. I 2011 besluttede han sig for at lægge den konventionelle drift på hylden for at omdanne bedriften til økologisk landbrug. Selv om Thorbjørn Sørensen ikke er opvokset på landet, har det nu altid ligget i kortene, at han skulle gå landbrugsvejen.

- Jeg kommer oprindeligt fra Aarhus, men jeg har altid haft tanken om, at jeg skulle være landmand. Og drømmen blev til virkelighed, da jeg mødte min kone. Hun er opvokset på den gård, som vi bor på i dag, siger Thorbjørn Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udover ejendommen på Friskærvej ved Branderup er der kommet to yderligere ejendomme til med et samlet hektar areal på 365. Besætningen består af 210 økologiske svin med en 8.000-9.000 slagtesvin på årsbasis. Udover det driver han også lidt maskinstationsarbejde. Thorbjørn Sørensens landbrug beskæftiger fem medarbejdere udover ham selv.